144
Menja synger om Kong Frode.
»Overflod
vi male Frode,
Velgang og Glæde
paa Lykkekværnen!
Paa Guld han sidde,
paa Dun han sove,
til Fryd han vækkes —
da er vel malet!
Ingen skal ondt
mod anden øve,
Vanheld virke
og Død forvolde,
Ingen gribe
om grumme Værge,
traf han end bunden
Broders Bane!«
De Hænder hviled
og holdt inde —
straks han mæled
og Møer maned:
»Tag ej længer Blund
end Gøgen tier,
kun mens et Vers
af en Vise varer!«
»Ikke Frode,
var Du fuldvis,
menneskekyndig,
da Du Møer købte.
Efter vældig Styrke
og Aasyn Du valgte,
æsked ikke
om Byrd og Ætten.
I ni Vintre
vi Piger voksed,
fik under Jorden
Jættekræfter,
som Mør vi toge
Tag ved Storværk,
rusked selv
i Fjeldes Rygrad.
I Jætters Bolig
vi Bjergstykker tumled,
saa at Jordens Grundvold
skjalv og gynged,
vi og slynged
vældige Stene,
flakte Blokke
til Mennesker kasted.
Nu er vi komne
til Kongens Huse,
maa uden Miskund
møjsomt trælle.
Grus slider Foden
og Slud foroven,
frygteligt er det
at male for Frode.
Blus ser jeg brænde
Øst for Borgen,
Stridens Bud,
som Baun vi kalde.
Hurtigt hid
en Hær vil komme,
Brand fortære
Fyrstens Bolig.
Ej raade vil Du længer
for Lejrestolen,
Kværnstene
eller kostbare Ringe!
Lad os haardt
om Haandtaget holde,
Valens Blod
os ikke vil varme.«
Møerne malte
i mægtig Vælde,
vare unge
i Jættevrede,
Stokkene skjalv
og Bundladet styrted,
brudne brast
de brede Stene.
