143
Grottesangen.
ogsaa til Tyskland naaede Sagnet om den danske Kong Frode, under hvem der havde været idel Lykke og Velstand. De tyske Digtere i Middelalderen nævne ofte den »milde Frode« eller »Frode hinsides Havet«; en Minnesanger fra det 12. Aarhundrede synger saaledes:
Gid Naade fra Gud den gode
og Lykke blive Jer Lod,
som i Danmark det timedes Frode!
Der findes et Sagn, som skildrer Frode paa en helt anden Maade. Vi høre ikke om ham som den tapre Konge og kloge Hersker; hvorimod han ganske vist skildres som den saare rige Fyrste.
Under Freden vokse Rigdommene. Derfor var ogsaa Kong Frodes Alder den rige og frugtbare Tid. Men Rigdom rummer den store Fare at skabe et umætteligt Begær og tage alt i sin Tjeneste, som kan forøge Rigdommene. Det fortælles nu netop i et af Eddakvadene, at Kong Frode blev grebet af denne Lidenskab. Skjalden synger om hans Skæbne og hans Død paa følgende Maade.
Der blev i Danmark fundet to Møllestene af saa uhyre Størrelse, at ingen formaaede at dreje dem, men med dem kunde ogsaa alt males til Stede, Rigdom og Lykke, saa vel som Fred mellem Mennesker. Kong Frode købte da hos Kong Fjølner i Sverige to Jættekvinder Fenja og Menja og satte dem til at dreje den uhyre Kværn. Grottesangen — Grotti var Kværnens Navn — synger nu herom saaledes;
Nys er kommen
til Kongens Huse
to fremsynte,
Fenja og Menja.
Dér frister hos Frode,
Søn af Fridlef,
mægtige Mør
Trællemøje.
Hverv de fik
at hvirvle Kværnen,
den graa Sten
i Gang at drive.
Ro han ikke
eller Rast dem levned,
lured efter
Pigernes Larmen.
De lod buldrende
Stene brage;
rundt sig drejed
raslende Kværnen.
»Nu løfte vi Stenen,
Ladet rette!«
Straks bød han Mør
end mer at male.
De sang og svinged
snurrende Stene,
Frodes fleste
Mør alt blunded;
da kvad Menja
ved Mølleværket,
haard af Hu
hun højlydt mæled:
