142
Kong Frode den fredgode.
familien (som Tillægsord betyder fróðr kundskabsrig, indsigtsfuld). Disse Konger skilles i Traditionen fra hinanden ved deres Tilnavne — saaledes Frode (II) den frøkne, d. e. den uforfærdede, Frode (III) den fredgode og Frode (IV) den fæmilde, d. e. gavmilde — men Sagnene have aabenbart ikke formaaet at holde Fyrsternes Skæbne og Gerninger ude fra hinanden.
Mærkeligst blandt disse Konger er Frode, Fridlefs Søn, med Tilnavnet den fredgode. Blandt alle Sagnkonger er der ingen, ved hvem Saxo dvæler saa udførligt; han har hobet en Mængde Bedrifter over paa denne Helt og knyttet en Række Sagn, som aabenbart høre andensteds hen, til hans Historie.
Kong Frode vandt Sejre i de fleste af Europas Lande, han havde kæmpet i Norge, Bretland og Irland, Venderne bleve betvungne af ham, Rusland hørte ind under hans Vælde, Hunnerne havde han overvundet (se foran S. 75), Finner og Bjarmer i det høje Nord svarede ham Skat, og Rhinen var hans Riges vestlige Grænse. Men Frode var ogsaa en stor Lovgiver, og hos Saxo læse vi en Række mærkelige Lovbestemmelser, som skyldes denne Konge (de ville senere blive nærmere omtalte). Saaledes havde Kong Frode formaaet ikke alene ved sine Vaabens Magt, men ogsaa ved sin kloge Styrelse at skabe Fred og god Orden i sine Lande. Denne Fred varede i tredive Aar, Røvere og Tyve syntes ikke at findes, Borgerne levede i Lykke og Velstand, og Jorden bar herlig Afgrøde. Som et Tegn paa den almindelige Sikkerhed, som Kong Frode havde skabt i Landet, lagde han et vægtigt Guldarmbaand ved alfar Vej i Jylland, og ingen vovede at borttage det.
Da Kong Frode døde, nærede Stormændene Frygt for, at de enkelte Lande skulde rive sig løs, hvorfor de besluttede at holde hans Død hemmelig. Liget blev balsameret med krydrede Urter og førtes rundt om i Landene paa en Vogn, som om Kongen endnu levede og man hyggede om en svækket og skrøbelig Olding. Da tre Aar vare gaaede, kunde Forraadnelsen dog ikke skjules, og hans Død maatte gøres vitterlig. Frodes Lig blev derpaa jordet i en Høj ved Værebro (i Ølstykke Herred paa Sjælland), hvor han havde ønsket at blive begravet.
Sagnet om den fredgode Konge var kendt overalt i Norden, og man henviste til hans Tid som til en Guldalder; en saadan findes jo gerne i Folkenes fjerne Fortid. Islændingerne dvæle ofte ved den, i Sverige henførte man »Frodefreden« ved en Misforstaaelse af Navnet til Svenskernes Yndlingsgud Frø (Freyr). Men
