147
Starkads Sang om Guldsmeden.
bort. Nu formaaede Starkad dog ikke at dy sig længere, men sprang op, slog Kappen til Side og drog sit Sværd. Den usle Guldsmed maatte gribe Flugten og sprang om i Hallen for at finde en Udgang, men den kæmpestore Olding spærrede allerede Døren. Starkad agtede det dog ikke Umagen værdt at tage Smedens Liv; med afbugget Bag slap han bort. Ikke heller Helga undgik den vrede Oldings Straf; et vældigt Ørefigen traf hendes Kind.
Nu havde Starkad udraset; han stod over for en grædende Pige, hvis Ve og Vel han ene havde haft for Øje. Derfor sang han saaledes:
Tyst er Huset.
Støjen forstummed,
den pralende Bejler
for sin Brynde bøded.
Lad Øjet blidt
nu atter blinke,
af vaade Kinder
visk Din Taare!
Forvist ej Skændsel
har Dig sudlet,
ren jeg tror Dig,
men vaer og Dit Rygte!
Agt Forældres
Minde og Ære,
husk, at Slægtens
Ry os skærmer!
Hvor kunde Du kysse
den Kullets Puster
med opspilet Mund
og Aske i Aasyn;
hvor kunde i hvide
Haand Du holde
den krogede Kno,
som kryster om Tangen?
Med gyngende Trin
han over Gulvet traadte,
Bæverhuds Bort
om Kappen bræmmed.
af ædle Stene
Skoene skinned,
og med broget Bind
Haaret var bundet.
I fager Kjortel
Fejghed sig hyller,
af prangende Klæder
Hovmod praler:
Rigdom ej avler
Ros eller Hæder,
ej ædle Stene
gør ættebaaren.
De kalde sig Smede,
Guldets Kogere,
dog bange Fejghed
bor dem i Brystet,
med vindig Flid
de fiffigt forme —
men ved hælende Kar
Guldet klæber.
Af ædlere Art
er Jernets Arbejder,
han hamrer det haardt
som hærdet Vilje,
han smeder Sværdets
smidige Klinge
og rækker til Kæmper
kraftigt Værge!
19*
