Spring til indhold

Side:Danmarks Riges Historie - vol 1.djvu/183

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

165

Jyllands Hede.

I Forbund med Menneskets ødelæggende Lyst virkede imidlertid selve den fremtrængende Bøgevækst, idet Bøgetræet med sin mørke Skygge ikke tillader Vækst af Underskov og saaledes standser det Dyreliv, som findes i denne eller i Jorden om Rødderne og som bevarer Jorden i muldagtig Stand. Saaledes bliver paa de tørre og vindudsatte Steder Jordsmonnet surt, og Ahl og Hede dannes efterhaanden. At mange bakkede jydske Heder tidligere havde Skovvækst og i alt Fald bar spredte Klynger af Træer, derom vidne ikke blot Fyrre- og Egestammerne i Hedens Moser, men selve Egepurrerne midt i Lyngen; mange af Hedernes Stedsnavne ere da ogsaa sammensatte med Birk, Bøg, Eg eller med -skov, -vith, -holt og -ris.

Imidlertid vilde det være urigtigt at tro, at Jylland ikke allerede dengang havde store Hedestrækninger, saaledes som jo ældgamle Navne som Grathehede, Lyrskovshede, Nørlyng og Sønderlyng Herreder o. s. v. klart nok udvise, og Beviset kan ikke svækkes ved, at Hede undtagelsesvis kan betegne den flade, træløse Slette.

Adam af Bremen skildrer i det 11. Aarhundrede Jylland paa følgende Maade: Jorden er dér ufrugtbar; naar man undtager Stederne ved Aaløbene, ser Landet ud omtrent som en Ørken med sur Jordsmon og frygtelig Tomhed. Vel har hver Egn i Tyskland vilde, udstrakte Skove, men dog er Jylland skrækkeligere end dem, thi paa Landjorden flygter man paa Grund af manglende Afgrøde, paa Havet derimod for Vikingers Angreb. Der findes knap nok dyrket Land paa enkelte Steder, knap nok gunstige Forhold for menneskelig Bebyggelse. Men dér, hvor Fjordene gaa ind, ligge meget store Byer.

Magister Adam gør sig dog her skyldig i Overdrivelser og i Modsigelse, da store Byer næppe kunde opstaa i et Land, der var saa øde, som han fremstiller det; hans Skildring stemmer heller ikke med, hvad der ellers paa hine Tider fortælles om Jyllands Dyrkningstilstand. Men saa meget kunne vi dog udlede heraf, at der i det ellevte Aarhundrede fandtes i denne Landsdel Heder og især sammenhængende Skovstrækninger af vidt Omfang. Det samme har sikkert gældt andre Landsdele, saaledes Halland, der nu er temmelig bart og kun i den nordlige Del skovklædt, medens der ifølge Sagaerne i det 11. Aarhundrede i Landets Indre fandtes vidtstrakte Bøge- og Egeskove.

Mange af vore store Løvskove gaa tilbage til Oldtiden; de staa paa samme Plet, om end deres Omfang kan være aftaget. Men