164
Skovenes Udstrækning.
hyppigste Skovtræ eller at der ikke endnu fandtes mange og store Egeskove. I det hele er Danmark først i de sidste 2—3 Hundredaar bleven et saadant Herskersæde for Bøgen, som vi nu kende det. I Jernalderen hævdede Egen endnu sejrrig sin Plads.
Der kan ikke være Tvivl om, at Danmark dengang var langt mere skovklædt end nu. Ikke blot strakte Skovene sig nærmere ud mod Stranden, men mange Hedestrækninger, især i Jyllands Midte, vare dengang skovklædte. Klitter har der altid været ved vore Kyster; de opstaa som en naturlig Følge af en flad, sandet Kyst og en Havbund, som Ebben og de lavere Havstande lægge bar for Vinden. Paa den lavtskraanende Strand vil den hidsige Blæst snart af det soltørrede, fygende Sand have bygget sine Skanser og Banker med de stadig skiftende Former og det flyttelige Leje. Men om Klitter af saadan Udstrækning eller af saa uheldsvanger Betydning som Klitterne i vore Dage, høre vi dog ikke Tale før langt senere, ikke tidligere end det 16. Aarhundrede.
Saa længe Skovene eller dog Træ væksten paa mange Steder strakte sig ned til Havet, kunde Sandet endnu ikke vinde Overmagt, og vi have til Eks. udtrykkelig Vidnesbyrd om at Raabjerg Sogn ved Skagen, der nu næsten helt er bedækket af Sandflugt, da havde Skove, ligesom der fandtes Skovvækst i mange af Nutidens Sandflugtsstrækninger i Thy, paa Mors og Fur, ved Agger og Ringkøbing. Udskridninger, forvoldte af undergravende Regnvand eller ved Havets voldsomme Angreb, have vel ofte givet Stødet til Klittens Dannelse; men altfor meget har Ubetænksomhed fra Menneskers Side bidraget til i Tidernes Løb at paaføre os denne Landeplage.
I Oldtid og Middelalder havde man ikke i synderlig Grad Tanken henvendt paa de kommende Slægters Tarv. Ved Stranden boede Saltkogeren — baade Saxo og Sagaerne omtale den lurvet klædte Saltbrænder — og han fældede de Træer, som stode ham nærmest, til Brug for sin Saltvinding. Saaledes svandt megen Træbestand; Saltkedlerne paa Læsø have deres store Skyld i, at Øen blev skovløs. Andensteds, som paa Anholt, bære Tjærekogerne Ansvaret herfor. Paa mangfoldige Steder har Skovejeren ved ubetænksom Hugst aabnet Skoven for Vestenvindens ødelæggende Magt. Dertil kom Skovbrande, hidførte af Hedebrand eller ved de Miler, hvor man smeltede Jern af Myremalm. Ikke heller tog man sig i Agt for at forgribe sig paa gamle Klitters Marehalm eller Klittag, og ofte har man ved at afbrænde Lyngen trukket Tæppet af Sandet.
