Side:Danmarks Riges Historie - vol 1.djvu/199

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

181

Kilderne til Kundskab om Gudetroen.

Danske tidt kæmpe. I Ynglingesagas Skildring af Sveriges Oldhistorie nævnes der ligeledes hyppigt Hærtog paa Østersøen, og baade svenske og danske Konger hjemsøge de østlige Lande.

Vi føres med andre Ord af de historiske Kilder hen i samme Retning, hvori vi lededes ved mange Oldsager og Fund. Ogsaa de vidnede om Nordboernes Forbindelser med den østlige Verden. Vi behøve kun at erindre om Guldbrakteaterne og Guldhornene (S. 99); vi kunne her yderligere henvise til de mærkelige ved Gundestrup fundne Sølvplader med drevne Relieffremstillinger af Planter og Dyr fra Asiens Indre og med Menneskeskikkelser og Scener, der drage Tanken hen paa tatariske eller skytiske Folk ved Højasiens Floder (Fig. 72).

X.

Den hedenske Tro og Gudsdyrkelse.

Vor Kundskab om Gudetroen i Oldtiden hente vi fra Digtene i den ældre Edda og endvidere fra Snorre Sturlasons Fremstilling af Gudelæren i den yngre Edda og i Heimskringla. Dertil kommer mangfoldige spredte Oplysninger hos Saxo og i Sagaerne samt de fremmede Folkeslags Meddelelser om Hedenskabet i Norden. Disse Kilder stamme fra vidt forskellige Tider, men de fleste af dem fra den Tid, da Nordboen havde forkastet sin gamle Gudetro og antaget Kristendommen.

Selv de ældste Gudedigte føre os ikke længere tilbage end til de Tider, da Hedenskabet følte sig haardt angrebet og da mange allerede havde svigtet Asalæren. Det mærkeligste af de mytiske Digte, Völuspá, lader sig saaledes efter dets hele Sprogform og Versemaal ikke sætte længere tilbage end til o. 900, og man vil vanskeligt kunne tænke sig det digtet i en ældre og omskrevet i en senere Tid, i den Grad ere Ord, Rytme og Indhold voksede sammen til Enhed. Men det maa endvidere huskes, at Völuspá og ligeledes de andre berømte Gudedigte ere norske eller islandske og ikke danske, og i Sagaerne finde vi ligeledes især Oplysning om Nordmændenes religiøse Tro.

Nu var ganske vist Gudetroen i sine Hovedtræk fælles for de nordiske Folk, men det er dog umiskendeligt, at enkelte Guder med Forkærlighed bleve dyrkede i det ene eller det andet nordiske Land eller i bestemte Landsdele, og at der fandtes Myter i eet Land, som vare fremmede for Søsterlandet, eller i alt Fald her havde en