Tyr.
182
forskellig Form. Det vil derfor ikke være rigtigt ved en Skildring af Gudetroen i Danmark at bygge i første Række paa Eddakvadene, om de end paa mangfoldige Punkter kunne give os vejledende og udfyldende Oplysninger. Vi maa søge paa andre Veje at skaffe os Kundskab om de Danskes religiøse Forestillinger og om den Udvikling, som disse i Tidernes Løb undergik.
Vi begynde derfor vor Skildring med at omtale en af de ældste Efterretninger om Guder hos de nordiske Folk. Den græske Historieskriver Prokop fortæller om Svenskerne, at de dyrkede mange Guder og Aander, der levede i Luft, Jord og Hav, og bragte dem flittigt Ofre af allehaande Art. Højest blandt Offergaverne satte de dog den første i Krigen tagne Fange, ham ofre de til Ares (altsaa Krigsguden), som de anse for den øverste Gud. De tage ikke Fangen af Dage simpelthen, men hænge ham i et Træ, eller de kaste ham i Torne og ombringe ham paa anden pinlig Maade. Af den gamle Kilde faa vi saaledes at vide, at Mangeguderi var raadende hos Svenskerne, og derfor formodentlig ogsaa hos de andre Nordboer, men at Krigsguden var den mest fejrede.
Der kan ikke være Tvivl om, at denne Krigsgud hed Tyr; vi kende ham jo fra mange senere Kilder fra hele Norden. Men Guden Tyr er ikke blot ældgammel hos de germanske Folk, hans Navn genfindes hos alle indoeuropæiske Folkeslag. Indernes Dyâus, Grækernes Zeus, Romernes Ju-piter (pater d. e. Fader), de gamle Tyskes Ziu, alle disse Navne svare sprogligt til Tyr, og Guden synes saaledes at kunne føres tilbage til disse Folks fælles Hjemstavn.
Men medens Tyr i Østen har været den klare Himmels og Dagens straalende Gud — Navnet maa staa i Forbindelse med et ældgammelt indoeuropæisk Ord div, at lyse — er han hos de stridslystne Germaner bleven Kampens og Krigens Gud. Dengang de germanske Folk i et af de første Aarhundreder efter Kristus gave Ugens Dage Navne paa romersk Maade, opkaldte de den tredje Dag, som Romerne havde viet til Krigsguden, efter Tyr (dies Martis, mardi, Tirsdag). Tacitus og andre Kilder fortælle da ogsaa, at Mars af Germanerne blev dyrket som den øverste Gud.
I Oldtidens sidste Tidsrum og da Eddakvadene digtedes paa Vikingetiden, havde andre Guder trængt sig frem i Ære og Magt foran Tyr, som ikke længere var den øverste Gud eller Hovedguden. Og da var den djærve Kampgud allerede bleven lemlæstet; han havde ifølge Myterne mistet sin højre Haand. Fortællingen herom lyder saaledes i de sindrige Sagn, som i Vikingetiden vare i Yndest.
