210
Karl den stores Kampe med Sachserne.
af djærve, dygtige, tillige krigerske Bønder med et vist Præg af Ubøjelighed og Stivsind; de beskyldtes af Fjenderne for Troløshed, men Agtelse for Lovene og god Orden raadede dog i Landet.
Sachserne vare ivrige i deres Hedenskab, men de vare alvorligt religiøse. De raadspurgte Guderne om alt, hvad de agtede at foretage sig. Af Fugles Flugt, af Hestes Vrinsken eller ved Lodkastning søgte de at erfare Gudernes Vilje. Var Sachsernes Kultur end raa, syntes deres Sæder ufordærvede, og der fandtes ikke hos dem den løse Moralitet og overfladiske Politur, som var egen for Frankerne. Mod disse Naboer nærede Sachserne da ogsaa Had, og at antage Frankernes Tro vilde for dem være det samme som en Underkastelse under det vestlige Rige.
Enkelte Gange vare Missionærer trængte ind i Dele af Sachsernes Lande, men de modtoges med stor Uvilje og bleve hørte uden synderlig Frugt, naar nogle enkelte sydlige Egne undtages. Af Handelsmænd, der ellers jo ofte bane Vej for ny Kultur og Tro, skulde der ikke bringes dem nogen kristen Paavirkning, thi Sachserne selv vare ikke Købmænd, og det var gerne slaviske handlende, altsaa Hedninger, der færdedes paa den flittigt besøgte Handelsvej fra Dursted over Weser og Elben til Slesvig, saavel som i de sydligere Dele af Landet.
I Aaret 771 var Karl bleven Enehersker i det store frankiske Rige. Kamp med Sachserne maatte blive en af hans nærmeste Opgaver, alene for at værge Rigets Grænser; det ser ikke heller ud til, at Karl allerede dengang tænkte paa at kristne dette Folk. Til Hævn for tidligere Hærgninger faldt han ind i Westfalen og ødelagde Sachsernes mærkelige Helligdom Irminsul, en Træsøjle, der var rejst i en Lund som Sindbillede paa den Kraft, der bærer Verdensaltet; Hedenskabets Mærke skulde segne som Bod for de brændte Kirker. Efter dette Indhug, hvor intet Land erobredes og ingen Hedninger døbtes, var der to Aars Ro, men da Sachserne paa ny faldt ind i Frankerriget, besluttede Karl sig til alvorligere Skridt. Han rykkede frem med en betydelig Hær og sejrede over hver enkelt af de tre sachsiske Stammer, der maatte stille Gisler for Freden og sværge ham Troskab.
Efter et nyt Oprør, der hurtigt blev dæmpet, tilbøde Sachserne frivilligt at ville antage Kristendommen (776). Karl gav derfor Bisperne i Sachsens Nærhed det Hverv at sørge for Troens Udbredelse. Fra dette Øjeblik af ansaa mange sachsiske Stormænd det som haabløst at modstaa Frankerkongen. Høvdingen for det
