216
Tronstridigheder i Danmark.
Frisland og Sachsland som sine Provinser. Karl sad jo desuden hjælpeløs paa det tørre Land, medens Godfreds Flaade var mægtig paa Søen udenfor. Paa Kejserens Bud blev der bygget Skibe ved de Floder, der falde i Kanalen og Nordsøen, og der blev indrettet Kyst vagter; han drog selv med en Hær til Byen Verden for at afvente Godfreds Komme, men de Danske vare forlængst vendte hjem. Da kom der imidlertid Budskab om, at Kong Godfred var bleven dræbt af sin egen Hirdmand.
Hemming, en Brodersøn af Godfred, fulgte ham paa Tronen og sluttede Fred med Kejseren. Efter at de lange, haarde Vinter var til Ende og Vejene igen vare farbare, kom Udsendinge fra begge Sider sammen ved Ejder, hvor tolv Franker svore paa de Kristnes Maade, medens ti Danske fornyede den alt tidligere paa Vaabnene svorne Fred (811).
Kong Hemming døde imidlertid samme Aar, og der meldte sig nu tvende Mænd som Tronfordrere, Anulo (Aale), der var en Brodersøn af en tidligere Konge Harald, og Sigfred, der var Godfreds Brodersøn. De to Partier stødte sammen i et forfærdeligt Slag, i hvilket 11,000 Krigere faldt, deriblandt baade Sigfred og Anulo. Dog var den sidstes Parti det sejrende, og hans to Brødre Harald og Reginfred hyldedes som Konger ogsaa af de overvundne (812). De ønskede at slutte Fred med Kejseren og bade tillige om, at han vilde udlevere deres Broder Hemming, som paa en eller anden Maade var kommen i hans Magt.
Saaledes blev der igen sluttet en højtidelig Fred mellem Kejseren og de danske Konger. Seksten sachsiske og frankiske Stormænd drog over Elben til et Sted i Nærheden af den danske Grænse, hvor lige saa mange danske Stormænd gav Møde; her blev Freden svoren, og den danske Prins udleveret.
Netop paa den Tid vare de to danske Konger fjernt borte, de vare dragne til Vestfold (ved Kristianiafjord) i den yderste Del af deres Rige, idet denne Landsdels Høvdinger og Folk ikke vilde anerkende dem som Konger. Det lykkedes dem at tvinge de ulydige, men snart efter skulde de bestaa en ny Kamp, thi Sønner af Godfred og mange danske Høvdinger, som havde søgt Tilflugt i Sverige, vendte tilbage og fik Tilslutning fra alle Landsdele; de angreb Harald og Reginfred med stor Hærmagt og vandt en forholdsvis let Sejr. Kongerne flygtede til Abodriterne, der gerne optog en Kamp imod Sønner af den Konge, som havde hærget dem saa haardt; ogsaa Kejseren lovede at ville hjælpe de fordrevne tilbage til Riget.
