Side:Danmarks Riges Historie - vol 1.djvu/239

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

219

Danmarks historiske Tid begynder.

med Udlandets Begivenheder. Saaledes er det først, da de frankiske Aarbøger paa Karl den Stores Tid begynde Aar for Aar at fortælle om de Danskes Kampe, og da Beretninger, forfattede af Mænd, der færdedes mellem Danske ude eller hjemme, fortalte om disses Gerninger — det bliver først da, at et virkeligt historisk Tidsrum oprinder for Danmark, saa at vi kunne forfølge Rigets, Kongernes og Folkets Skæbne fra eet Tidspunkt til et andet. Ogsaa de Danskes egen Tradition, saaledes som den langt senere blev nedskrevet, begynder da at faa nogen større Fasthed og Sikkerhed.

Et langt vigtigere Forhold end at der falder Lys over Tidsfølgen og over Begivenheder i Landet, er imidlertid, at det danske Folk paa den Tid træder ind i et nyt Stade af sin Udvikling. Noget maa paa denne Tid være modnet, som hidtil havde været i sin Vorden, gamle Skranker ere ved Sammenstød af forskellige Forhold blevne sprængte og nye Baner aabnede for Mandsdaad og krigersk Virken. Og i Landet Syd for os er som fortalt store Begivenheder indtrufne; Karl den Store har ved at underlægge sig Sachserne flyttet sit Riges Grænsepæle og ladet Kejserdømmets stærke Haand mærke i vor umiddelbare Nærhed, men netop dette havde bragt Nordens Folk til at skælve og ladet dem ane hidtil ukendte Farer fra Syd. Nu vilde ogsaa de gaa frem ad hidtil ubetraadte Veje.

Der havde indtil da været en mærkelig Ro over Vestens Have, hvor Storm og Bølger vare ene om at skabe Farerne, medens Fjender ikke vare sete gennem Slægtled. De Danskes to uheldige Togter til Nordsøkysten i det 6. Aarhundrede (S. 78) havde vel ogsaa efterladt et Minde, der afskrækkede Folket fra nye Forsøg. Derfor havde Frankerne heller ikke tænkt paa at beskytte Kysterne. Hvad der fandtes af Forsvarsværker, laa inde i Landet, ja man havde godtroende paa den aabne Mark ved Stranden, eller endog paa Øerne foran Kysten, bygget rige Klostre og smukt udstyrede Kirker. Havet var saa mærkelig fredeligt, ingen Flaade løb fra Angelsachsernes Riger ud paa Plyndring af de frankiske Kyster, og Irerne vare et landbundet Folk, der ikke drog nogen Nytte af Søen som Næringsvej. Havet var dog ikke dødt. Handelsmænd færdedes flittigt mellem Sydengland og Frankerrigerne, og fra enkelte Kyster drog Fiskere endog ret langt paa dristig Fangst. Ikke desto mindre var Søen et Fristed, ingen Tumleplads for Hærskibe eller Sørøverfartøjer. Og ingen havde Mod og Lyst til at vove sig ud paa det store Hav, hvor man gennem Dage ikke blev nogen Kyst vaer.