Spring til indhold

Side:Danmarks Riges Historie - vol 1.djvu/244

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

224

Mange samvirkende Forhold fremkalde Vikingetogene.

kunne iagttage hos Nordboerne i de paa Vikingetiden nybyggede Lande.

I Stedet for at søge Aarsagerne til Udvandringen fra Norden i et enkelt Forhold, maa det antages, at mange forskellige Grunde have virket sammen til at kaste de nordiske Krigere ud over Vestens Have, til stadig at forøge deres Hærskarers Tal og at udvide deres Opgavers Maal. Nordens Folk maa have haft en Længsel efter at komme Sydens Kultur nærmere og at rane af dens Frugter, de maa have følt Trang til at prøve deres stærke Kræfter mod fremmede Krigere. I deres religiøse Tro har Kampens djærve Gud Thor faaet Overmagt og har trængt de blide Vaneguder tilbage i Folkets Yndest. Kejser Karls store Rige og hans Fremtrængen mod Nord har endvidere skræmmet og hidset Danmarks Beboere. Maaske har Landet ogsaa begyndt at lide under for tæt en Befolkning, maaske har Lov eller Skik staaet hindrende for en større Deling af Ejendommene og en mere udstrakt Opdyrkning, sikkert er, at den unge Befolkning havde Trang til at søge til fremmede Kyster og snart fik Lyst og Mod til at tage Bo i fremmede Lande. Vaaben og Fartøjer, som kunde maale sig med Fjendens, manglede de ikke, og muligvis — thi Fremskridt paa et tilsyneladende ubetydeligt materielt Omraade har ofte løftet Menneskene ind paa nye Baner — har en forbedret Smedekunst for Vaaben eller ny Byggekunst for Skibe yderlig styrket de Danskes Lyst til Vaabendyst imod de fjerne Folks Krigere.


III.

Ærkebisp Ebos Mission. Kong Haralds Daab.

Hidtil havde ingen Franker tænkt for Alvor paa Mission i Norden. End ikke ved de mange politiske Forhandlinger mellem Kejserne og de danske Konger var nogen Lejlighed bleven grebet til at skaffe Kristendommen Indgang eller dens Tilhængere Beskyttelse i Danmark. Men Forbindelserne mellem Frankerriget og de Danske vare blevne hyppigere, jævnlig indfandt danske Udsendinge sig ved Kejserens Hof. Da fattede en af Kejser Ludvigs betydeligste Mænd Tanken om at lade Kristendommen prædike i Norden. Det var Ebo, Ærkebisp af Rheims.

Ebo var dengang Kejserens fuldtro Ven. Han kunde takke denne Plejebroder fra Barndomstiden for sin stolte Løbebane. Ludvig og han havde diet samme Ammes Bryst, den ufrie Bonde-