Side:Danmarks Riges Historie - vol 1.djvu/243

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

223

Aarsagerne til Vikingetogene.

Skarer af Folket paa forskellige Tidspunkter paa Grund af Overbefolkning have søgt til andre Lande.

Imidlertid maa man huske paa, at saa snart der bliver Plads til en større Befolkning, vil en saadan ogsaa hurtigt fødes, og har man først erfaret, at det manglende Underhold kan erhverves endog rundeligt ved Plyndringer i fremmede Lande, ville hurtigt mange gribe denne Næringsvej, og der vil blive en Konkurrence og et Tilløb, saa at man i alt Fald paa dette Tidspunkt vil kunne sige, at Landet er overbefolket i Forhold til, hvad det selv formaar at yde. Og netop saaledes har Tilstanden utvivlsomt været, da Næringsvejen som Kriger og Plyndrer hinsides Havet var bleven et sikret Erhverv for de unge Mænd.

Men netop paa samme Maade er det gaaet med Hensyn til den paastaaede Grund til Overbefolkningen, Flerkoneriet. Vi vide af talrige paalidelige Kilder, at Nordboen holdt Kvinden i Ære og som Regel kun havde een Hustru, selv om det var ret udbredt, at fornemme Mænd tillige havde Friller. Men Krigerliv, Sømandsfærd og langt Ophold i fremmede Riger giver Lejlighed til løse Forhold, og saadant har sandsynligvis ogsaa været en Frugt af Vikingelivet. Skiftende Ophold i forskellige Lande har desuden til alle Tider givet Anledning til dobbelte Forbindelser. Efter den islandske Lovbog Graagaas var det tilladt en Mand at have to Hustruer, een paa Island og een i Norge, og endnu Gustav Vasa klager over den Løshed i ægteskabelige Forhold, som fandtes hos Folk ved Smaalands Grænse, der kunde tage det ene Kvindfolk til Ægte efter det andet, snart i Sverige og snart i Danmark; fra Nutidens Rettergang ere Skipper-Bigamier ogsaa vel kendte. Det kan derfor ikke undre os, at vi paa Normannertiden jævnlig høre om, at Vikingerne knyttede Forhold til flere Kvinder, ligesom vi i de nordiske Nybygder i Vesten træffe stor Lethed ved at ophæve indgaaede ægteskabelige Forbindelser og at slutte nye.

I øvrigt taler ikke Erfaringen for, at Flerkoneri i og for sig har større Frugtbarhed eller Folkeforøgelse til Følge, hvad Østens Folk i Nutiden og hvad deres Historie i Fortiden talende oplyse om. Dog er der vel ikke Tvivl om, at naar en djærv og sund Befolkning fører en for Legemets Udvikling saa gunstig Levevis som den, Vikingelivet bragte med sig, og naar desuden denne Færd i fremmede Lande giver saa rig Anledning til Krydsning af Blod, da vil et stort Børnetal blive en Følge deraf, saaledes som vi desuden