222
Normanner er Fællesbetegnelse for Vikinger.
hvilke Kejser Karl ellers forhandlede, og de frankiske Historieskrivere betragte Nederlag, som Vikingerne lide paa Irland og i andre vestlige Lande, som tilføjede Frankerrigets Fjender.
Allerede da betegnedes Vikingerne med Navnet Normanner, Mænd fra Norden. Hermed vilde man ikke angive et bestemt Folk i Norden — en fredelig Nordbo, der for Handels Skyld kom til Frankerriget, var ingen Norman, han vilde hedde Daner eller Nordvegsmand — hvorimod Normanner var Fællesbetegnelse for alle Krigere paa Havet, fra hvilket af de nordiske Lande de end kom. Og snart havde Beboerne af alle Nordens Lande lært at se, hvor indbringende den nye Næringsvej var.
Da Udlandets Krønikeskrivere skulde gøre sig Rede for, hvorfor alle disse Udvandringer fandt Sted, og hvorledes det var muligt, at saadanne Mængder af Krigere ustandseligt kunde sendes ud over Havene, fortalte de som deres Erfaring, at de nordlige Lande vare saa overbefolkede, at de ikke længer kunde ernære Indbyggerne. Det store Folketal var atter hidført af Nordboernes Tilbøjelighed til Vellevnet. Hos dem var det nemlig tilladt at tage flere Hustruer eller dog at have Friller ved Siden af Ægtehustruen; herved bleve Familierne altfor store, og der sattes altfor mange Børn i Verden. Man var derfor nødt til at paabyde, at det unge Mandskab skulde drage bort og hente sig Bytte eller erhverve sig Jord i fremmede Riger. Faderen jog sine unge Sønner fra Hjemmet og lod kun een af Sønnerne arve Fædrenejorden.
Nogle Dele Sandhed er der vel nok i denne Fortælling, om end Aarsag og Virkning har været noget anderledes fordelt. At Danmark har været godt og tæt befolket i den historiske Tids Begyndelse, derom synes mange Efterretninger at vidne, men naturligvis boede her kun en lille Part af det Mennesketal, som Jordbunden nu rummer, efter at paa mange Maader Plads er bleven ryddet og Grunden opdyrket.
I øvrigt vilde vi, selv om vi kendte Befolkningens Størrelse paa disse Tider, ingen Slutning kunne drage om, at Landet talte flere Mennesker end det kunde ernære, da vi ikke have Oplysning om Subsistensmidlernes Mængde og Værdi, og allermindst kunne vi vide Besked om der fandtes stærke sociale Skranker i Kraft af Lov eller Følelse, som maatte drive enkelte Dele af Samfundet til at udvandre for at skaffe sig et Underhold, der svarede til de Krav, som de maatte stille efter det Samfundslag, hvorfra de vare udgaaede. I øvrigt findes der fra selve Norden Efterretninger om, at
