221
Vikingeanfald paa Vestens Riger.
hvor imidlertid over hundrede af Krigerne dræbtes (799). De løbe op i den britiske Kanal og hærge Øer ved Wales og ved Irland (795), ja de naa til det vidt berømte Jona, hvor Skotternes Apostel Kolumba havde bygget sit berømte Kloster, for deres Sværd faldt 68 af Øens Beboere (806). Heldet gjorde Krigerne stadig dristigere, de viste sig paa selve Irlands Fastland og trængte her paa ofte gentagne Besøg viden om. Havet var saaledes bleven en bred Landevej, ad hvilken Plyndrere pludseligt naaede til Rigernes Strande. Beboerne maatte træffe Foranstaltninger til, at de i Tide kunde blive advarede om Angreb og berede sig paa Forsvar derimod.
Karl den Store gav Befaling om, at en Flaade skulde rustes ved det galliske Havs Kyster; han rejste i Løbet af en Maaned langs dets Strande lige fra Flandern ned til Rouen for at paase, at alt kom i Orden (800). En halv Snes Aar senere se vi ham da ogsaa holde Flaademønstringer i Boulogne og i Gent. Men Vikingerne skræmmes ikke heraf. Deres Dristighed stiger, i jo højere Grad de mærke deres Fjenders Mangel paa virkelig Modstandsevne. De drage fra Flodmunding til Flodmunding; i Aaret 820 hærger saaledes den samme Vikingeflaade i Flandern, ved Seine, ved Loire og paa Irland — og en halv Snes Aar senere begynde Vikingerne at tage fast Stade paa de hjemsøgte Yderøer for herfra at trænge dybere ind i Landene, endog ved Midvintertid.
I Tiden 820—30 omsværmes Irland af Vikingeflaader snart hist, snart her, mest dog ved det irske Havs store Midtvig. Krigerne ere ikke længere farende Gæster, men slaa sig ned og plyndre selv i den haardeste Frosttid, ligesom de trænge langt ind i Landets Midte; paa den Tid faldt Dublin for første Gang i de fremmedes Vold (836). I England blev der kæmpet med lige saa stor Kraft; i Vinteren 850—51 toge Krigerne fast Stade paa Thanet ved Nordøstspidsen af Kent. Efter jævnlige Kampe kunde de skyde Vinterkvarteret frem til Shepey i Themsmundirigen (855). Vikingerne i England vare da anførte af Regner Lodbrogs Sønner Halfdan, Ubbe, Ivar, Bjørn Jærnside; foreløbig maatte disse Tilholdssteder dog nærmest tjene dem som Udgangspunkt for Angreb paa Frankerrigerne.
Disse Søkrigere vare udgaaede fra Norden, og de første Togter snarest fra Danmark, der dengang indbefattede det norske Viken. Det er mod Jyllands Genbokyst i England, mod Sydkysterne af dette Land og af Irland, at Togterne især rettes. Alkuin forudsætter klart nok ogsaa, at Ulykken kommer fra de samme Nordboer, med
