228
Ansgars Barndom og Ungdom.
IV.
Ansgars Ungdom og hans første Virksomhed I Norden.
Ansgars Vugge maa have staaet i Picardiet. Han er født 801; vi kende ikke nærmere hans Forældre, kun vide vi, at Faderen efter sin Hustrus Død bragte det femaarige Barn til Skolen ved Klosteret Corbie ved Somme. Dette Kloster var berømt for Munkenes gode Tugt, deres Evne til at prædike og deres alvorlige Studier; blandt Brødrene taltes Frænder af Kejseren og Mænd af fornemme Slægter. I den første Tid efter at Ansgar var optaget i Klosteret kunde de andre Drenges Lystighed rive ham med sig og lade ham forsømme Bog og Tavle, men snart lod Samvittighedens Stemme sig høre, og Alvoren fik fra nu af Overhaand i hans fine, følsomme Gemyt.
Tidligt mærkedes ogsaa Ansgars Anlæg for Drømme. Saaledes forekom det ham en Nat, at han befandt sig paa et sumpigt Sted, hvor han kun med største Møje kunde flytte Foden, medens han ikke langt derfra saa den yndigste Vej, ad hvilken en herlig smykket Kvinde vandrede, fulgt af flere hvidklædte Kvinder; mellem dem blev han sin elskede Moder vaer. Han vilde løbe mod hende, men hans Fod hængte fast i Dyndet. Da sagde den Kvinde, der gik forrest og som syntes at være Herskerinde over de andre — det maatte utvivlsomt være Jomfru Marie —: »Søn, vil Du komme til din Moder?« Paa Drengens længselsfulde Ja svarede hun: »Hvis Du ønsker at tage Plads i vort Samfund, bør Du fly Forfængelighed, opgive dine Lege og søge Livets Alvor. Thi vi afsky alt tomt, og ingen kan være i vor Kreds, som finder Glæde deri.« Efter at have haft dette Syn skyede Ansgar Drengenes Tummel og gav sig hen til Læsning og Grublen, til stor Forundring for Kammeraterne, der saa pludseligt saa ham forandret.
Da han var omtrent tolv Aar gammel, fik han Tonsuren til Tegn paa, at han viede sig til Munkelivet; men selv da kunde han fristes af det skrøbelige Kød, indtil en Begivenhed atter slog dybt ned i hans Gemyt. Det var Kejser Karls Død. Ansgar havde set den store Hersker i al sin Glans og Pragt, han havde erfaret, hvordan denne Mand, der i Visdom overgik Menneskers almindelige Maal, fyldte Verden med Ærefrygt og Beundring, og nu var han altsaa kun Støv og Muld! Tanken om Livets Forfængelighed greb Ynglingen, han tragtede kun efter at vie sig til den alkærlige Gud
