231
Ansgar i Danmark.
overlod Munkene den anden. Paa denne Maade kom Munkene i nærmere Berøring med Kongen og hans Følge, og de Danske begyndte at behandle dem med større Agtelse og Forstaaelse. Sejladsen gik omkring ad Dorstad og de andre frisiske Egne, derpaa til den danske Grænse.
I Danmark prædikede Ansgar og hans Ven med Held, og mange lode sig døde. Som de tidligere Missionærer mærkede de snart, at de især maatte stræbe efter at vinde den yngre Slægt, hvorfor de købte Drenge, som de søgte at opdrage til Kirkens Tjeneste, og Kong Harald lod dem ogsaa faa Drenge fra Hoffet, saa at tolv eller flere søgte til deres Skole. De forstode ogsaa at vinde Medhjælpere til deres Virken saavel som Tjenere. Men desværre var Kongens Stilling saa usikker, at han allerede Aaret efter sin Tilbagekomst maatte forlade Landet. Ansgar tog nu, som det synes, Ophold i Holsten, selv om han stundom besøgte Danmark. Efter to Aars Forløb blev Autbert svag og lidende, saa at han maatte rejse tilbage til Korvei, hvor han kort efter døde (vistnok ved Paasketid 829). Alt i alt var det næppe mange, Ansgar havde vundet for Kristi Lære under sit første Besøg.
De indre Uroligheder i Danmark førte dog ikke til Krig med Kejseren som Haralds Beskytter. Kong Horik vovede aabenbart ikke at udæske den stærke tyske Fjende. Kejseren maatte desuden mærke, at Harald var en uklog og lidet betydelig Fyrste. Dengang Harald blev fordreven, rykkede Greverne fra Sachsen og andre Egne med Hære frem til Ejder for ved truende Holdning at bringe en Forsoning til Veje mellem de stridende, og man tilsvor hinanden, at saa længe Forhandlingerne varede, skulde der være Vaabenhvile og Fred. Men Harald kunde ikke holde sig i Tøjle og lod et Par Smaabyer paa dansk Grund brænde og plyndre; da nu Godfredsønnerne maatte tro, at det skyldtes Frankerne, samlede de Tropper sammen og gik over Ejder. De sachsiske Grever overrumpledes og maatte fly over Hals og Hoved, medens de Danske plyndrede løs (828). Imidlertid blev det oplyst, hvem den skyldige var, og Godfredsønnerne sendte da Bud med Undskyldning til Kejseren, idet de erklærede sig beredte til at yde Fyldestgørelse. Kejseren tog imod deres Forklaring, og da nogle Aar efter paa Rigsdagen i Thionville de Danske bade om, at Freden maatte fornyes, tilstodes det dem.
Imedens saaledes Saakornet i Danmark kun var faldet sparsomt, strøet paa haard Bund eller hvirvlet af Stormen, aabnede der sig
