Side:Danmarks Riges Historie - vol 1.djvu/259

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

239

De første Togter op ad Loire og Garonne.

grueligt Blodbad paa den i Anledning af Festen forsamlede Menneskemængde. Vikingerne forlode fra den Tid af ikke Noirmoutier.

Ved Frankrigs sydligste Flod gentager dette Forhold sig paa ny. Netop paa en Tid, da Vestfrankens Konge Karl den Skaldede havde en haard Kamp at bestaa med Oprørere i Sydfrankrig og var draget til Toulouse med en Hær, sejlede en Flaade Vikinger hærgende og brændende op ad Garonne til hen imod hin By (844); det var første Gang, at Normannerne vare naaede saa langt mod Syd, og det blev netop den eneste Gang, at de vovede sig saa langt op ad denne Flod.

Fil:Danmarks Riges Historie vol.1 239.jpg
81. Frankiske Krigere fra det 9. Aarhundrede. Efter Miniatur i et Haandskrift.

Saaledes var der overalt indre Splid, hvoraf Normannerne kunde høste Fordel. Den ved Fontenay fuldkomment slagne Lothar betænkte sig ikke paa at tage Vikingerne til Forbundsfæller, og de fortsatte Stridigheder mellem Brødrene førte endelig til, at Karl den Stores Rige sønderdeltes ved Forliget i Verdun (843). Her blev Omridset trukket til de Riger, som for Fremtiden skulde besidde det europæiske Fastlands vestlige Halvdel. Fra Danmarks Sydgrænse til Alperne og imod Vest til Rhinen strakte sig det østfrankiske Rige, hvis Hersker var Ludvig (den Tyske), medens Karl (den Skaldede) fik de vestlige Lande hinsides Maas og Schelde, Rhone og Saone. Det lange Bælte mellem de to Rigers Grænsefloder tilfaldt sammen med Italien Lothar (Lotharingia). Øst og Vest for dette Mellemland udformede sig Riger med skarpt adskilt tysk og fransk Nationalitet.

Vikingerne havde benyttet denne Tid til at trænge frem mod Landenes Midte. Den, der iagttager Vikingetogenes lange Række — og de fortsattes uafbrudt i et Aarhundrede for senere atter at tage fat — vil i det hele blive vaer, at de uagtet al Ensformighed rumme en lang Udvikling med mange Stadier, Nordboerne havde i disse Vandreaar ogsaa Læreaar, i hvilke de lod vunden Erfaring komme sig til gode for at tage fat paa stadig større Opgaver. Den djærve, planløst indhuggende Kriger, der forsvandt saa hurtigt som han var kommen, blev den udholdende, i den store Hær indordnede Kæmper, der søgte til England eller Frankerlandet med det Maal omsider at vinde det, og som medtog Hustru og Børn. Søkrigerne