241
Hasting og Lodbrogsønnerne i Middelhavet.
Derfor blev da ogsaa for alle kommende Tider Maurernes Rige i Spanien af Normannerne erkendt for at være et farligt Land at angribe. Næppe mere end een Gang senere kom Vikingerne i det 9. Aarhundrede tilbage til disse Kyster. Det var paa deres største Søtog, da Hasting og Lodbrogsønnerne førte Vikingerne helt ind i Middelhavet (859—61). Muselmændene vare da langt mere forberedte og kunde allerede ved Guadalquivirs Munding gøre Nordboerne Modstand. Disse vendte sig derfor mod Mauritanien (Marokko), hvor de ved Nekur foruden rigt Bytte toge mange kostbare Fanger, der maatte løse sig for dyr Betaling. Efter at have hærget i Murcia og paa de baleariske Øer, naaede de til Sydfrankrig, som led haardt under deres Plyndringer. De slog sig til Ro for Vinteren paa en Ø ved Rhonemundingen og foretog herfra Togter viden om.
Saaledes sejlede de ogsaa til Spezziabugten og indtog og ødelagde Pisa og andre Byer i Nærheden. Om Erobringen af Luna, der ligger nogle Mil Nord for Pisa, lyder Fortællingen saaledes i den normanniske Tradition: Det var en af Vikingernes skønne Forhaabninger engang at kunne erobre Rom. Da nu Hasting med sine Skarer kom til Luna, troede han, at det maatte være Rom, og da Byen ikke let lod sig tage, besluttede Hasting at anvende List. Han lod som om han tilfældigt var kommet til disse Strande paa Togtet mod Frankrig; han bad kun om Lov for sig og sine Mænd til at købe det fornødne til Underhold. Dog havde han endnu eet Ønske; han følte sig lidende og svag og bad om at maatte blive optaget ved Daaben i den kristne Kirke. Alt hvad han anholdt om, blev bevilget, og Bispen i Luna døbte ham.
Men Byens Porte vedbleve at være lukkede for Hasting, og saa maatte han finde paa en ny List. Lejren genlød af Veraab, thi Hasting laa lidende paa sit Dødsleje; mørkt var især hans Sind ved Tanken om, at han ikke skulde begraves i viet Jord, og han lovede, at alt hans Gods skulde tilfalde Kirken, om det blev ham tilstaaet. Atter indvilligede Byens Høvding og de vindesyge Præster i hans Bøn. Næste Nat hørte man Klageraab ude fra Lejren: nu var den store Høvding død. Lunas Porte aabnedes, da det sørgende, kappeklædte Følge nærmede sig med Baaren med Hastings Lig; foran bares alle de Kostbarheder, deriblandt herligt prydede Økser og Sværd, som skulde tilfalde Kirken. I et Klosters Kirke satte de Liget, og Bispen læste Dødsmessen, men pludselig sprang den døde
Danm. Riges Hist.
I 31
