243
Kong Edmund dræbes.
mod de sydlige Kongeriger. Først gik det ud over Østangel, der hjemsøgtes baade fra Landsiden og ved Anfald fra Kysterne. Vikingehøvdingen Ivar sendte Bud til Kongen i Østangel Edmund om at han skulde underkaste sig og opgive sin Kristendom; han afslog det og faldt snart i de Danskes Vold. De bandt ham til et Træ og skøde til Maals efter ham, indtil han udaandede (870). Edmunds Landsmænd opfattede ham snart som Helgen, og han blev saaledes en af de første, som Vikingernes blodige Vaaben bragte Martyrglans. I de kommende Tider skulde hans udgydte Blod virke mere til at ildne til Modstand mod Hedningerne end det svage Forsvar, han havde ført i levende Live.
Ingen af Vikingetidens Helte har i Sagnene en saa fremragende Historie som Regner Lodbrog. Han og hans Sønner ere Hovedmænd i mangfoldige Fortællinger, til deres Navne have de Danske knyttet Sagn om Kampe, Krigspuds, Erobringer og Elskovseventyr; men i ikke mindre Grad straaler Regners og hans Sønners Ry i de Norskes Sagn, og der var ingen Storæt paa Island, uden den jo bejlede til at sætte Regner paa sit Stamtræ. Ogsaa de vestlige Landes Kilder vidne om den store Berømmelse, som Lothrocus vandt, og de have mange Efterretninger om hans Sønners for dem saa sørgelige Bedrifter. Imidlertid synes det at fremgaa af Udlandets saavel som de nordiske Kilder, at de store Kampe og Erobringer især have været udførte af Sønnerne, men at Berømmelsen ligesom er straalet sammen om Faderens Hoved.
Hvad de nordiske Sagn fortælle om Regner er for det første forskellige Elskovseventyr, bestaaede under Farer og Kampe. Sin Hustru Ladgerd havde han saaledes vundet ved at dræbe den Bjørn og Hund, som vare hendes Vogtere. Senere forskød han dog Ladgerd og bejlede til Thora, der havde nogle uhyre Slanger til at vogte sig. Til sin Kamp med dem havde Regner iført sig en ulden Kappe og et par lodne Broge, som han havde dyppet i Vand
31*
