256
Tunebaaden.
Vikingerne førtes til de fremmede Kyster paa ypperlige, hurtigsejlende Skibe. Vi have foran set, med hvor stor Tømmermandskunst den slanke Nydamsbaad fra Tiden 500 var bygget (S. 86). Noget Fartøj fra Vikingetiden kendes ikke fra Danmark; derimod har man i Norge i en Gravhøj ved Tune, ikke fjernt fra Glommens Udløb, fundet betydelige Rester af et Skib fra denne Tid (Fig. 83). Det er klinkbygget, spidst ved begge Ender og har en udvendig, 43 Fod lang Køl; det er bygget af Eg med Jernnagler og har haft een Mast, der var plantet ned i en svær Egeblok, endvidere vistnok 12 Aarer paa hver Side. I Almindelighed have vel Vikingeskibene været noget større og rummet 40 Mand; saa stærk synes Mandskabets Tal i alt Fald at have været paa de »Barker«, der indesluttede Paris 885. Da Kong Alfred med opfindsomt Mod besluttede at optage en Kamp paa Søen med de Danske, lod han Skibe bygge efter sin egen Anvisning; de vare omtrent dobbelt saa lange som de Danskes, med 60 Aarer eller endog flere, ogsaa vare de højere og løb sikrere og hurtigere. Man maa prise Kong Alfreds Snildhed, at han saaledes hjemsøgte Fjenderne paa deres eget Element, thi her kæmpede Vestens Vikinger ellers aldrig, naar de da ikke stredes indbyrdes. I øvrigt var der ikke Grund for Normannerne til at udruste store eller dybtgaaende Skibe, eftersom det netop ofte var gennem lange Farter op ad Floderne, at de naaede saa store Resultater. Paa disse Togter kunde det endog stundom hænde, at de maatte drage Fartøjerne et Stykke over Land.
I øvrigt lære baade Tunebaaden og gamle Afbildninger (Fig. 84) os, at Skibene havde een Mast med firkantet Raasejl, og at Roret, der havde Form af et bredt Aareblad, var paa Midten fæstet til den styrbords Skibsside, medens en Løkke, Hamlebaandet, foroven omfattede dets smalle Hals; fra denne udgik i modsat Retning af
