255
Hærens Organisation.
og Magt paa Tinge, men »Havet« og dermed Skibe og Mandskab er bleven til Del. Og mange krigslystne Nordboere lod deres Skib og Mandskab slutte sig til Hæren for at faa Del i dens Dyster og Berømmelse, idet de indordnede sig under dens enkelte Delinger. En »Søkonge«, en Jarl eller anden fornem Høvding bliver valgt til Leder af den hele Hær, og ham have Vikingerne ubetinget lystret, medens de dog indbyrdes have følt sig som hinandens lige. Men ofte nævnes to eller flere Konger, »Halvkonger« eller Jarler som Hærens Førere, og den synes da styret af et Førerraad.
Kunde end Førerskabet tilkomme flere, var ubetinget Lydighed og Sammenhold raadende inden for Hæren. Efter nordisk Tro gik det sjældent det Skib vel, hvor der var Splid mellem Mandskabet, og saaledes maatte ogsaa i Krig alle lystre som een Mand. Adam af Bremen skildrer, hvordan Svenskerne hjemme syntes lige i Magt, men naar de gik i Kamp, lystrede alle Kongen eller den, han satte i Spidsen for Hæren. Den normanniske Hærs Enighed og gode Sammenhold staar da ogsaa som et mærkeligt Fænomen ved Siden af al den Splid og Skinsyge, som lod de vestlige Riger vantrives.
Saxo har bevaret under Navn af Kong Frodes Love en Række Bestemmelser, hvoraf de fleste sikkert hidrøre fra Vikingehæren. Heri findes saaledes Regler om Forfremmelse paa Grund af Tapperhed i Slaget og en Bestemmelse om, at den, som først flyede under Kampen, skulde udjages af Hærens Samfund. Om Byttets Deling hedder det, at alt skulde føres til Mærkesstangen og Mærkesmanden forestaa Delingen. Guldet tilfaldt Høvdingen, Vaabnene Kæmperne, Skibe Bønderne; men i øvrigt toges der lige Lodder, og kun Mærkesmanden fik en noget større Part. Hvo, der ranede fra en anden, skulde straffes for Fredsbrud og give den dobbelte Værdi i Erstatning, men stjal nogen fra en anden, skulde han hænges med en Ulv ved sin Side. Atter andre Bestemmelser tilsigtede at værne om Fred og god Orden i det Land, som Vikingerne havde taget i Besiddelse som Kolonister og Jorddyrkere.
Ved at læse om Normannernes Bedrifter bliver man slaaet af den Overlegenhed, som de lægge for Dagen under Kampen med de vestlige Folk. Ogsaa hos disse fandtes jo dog tapre Mænd, som krigede med Hæder, men det er aabenbart, at Vikingerne ved deres Angreb fra Kysten og Floderne havde et Overtag over Landets Indbyggere, og at de desuden i Hurtighed og Raadsnarhed som oftest overgik dem. Vi skulle nu nærmere se, hvilken deres Krigskunst og Vaabenbrug var, og vi begynde med at betragte deres Flaade.
