262
Halfdan underlægger sig Northumberland.
Magyarerne kastede sig ved Aarhundredets Slutning ind over Frankerrigerne, deres Ryttertog strakte sig helt hen til Italiens Sletter, til Rhinens Dale og Nordsølandene, men over for disse Folk følte de Kristne kun Rædsel; man maatte gyse over deres Udseende, deres Mangel paa Sans for fredelig Hygge og enhver Kultur. Nogen saadan Uvilje eller Rædsel over for Nordboerne mærkes saa godt som aldrig, de opfattes som Folk af en fremmed Kultur og fordømmelig Tro, men med Evner og Færdigheder, som gøre dem til de Kristnes Ligemænd, og med en Udviklingsmulighed, som alle erkende.
II.
Kampen med Kong Alfred. Erobringen af Østangel og Northumberland.
Den i England staaende Vikingehær (se S. 243) kunde efter at have vundet nye Sejre drage helt ned i Landskaberne Syd for Themsen. Kong Æthelred af Wessex og hans Broder Alfred kæmpede tappert, dog med skiftende Lykke, mod den fremrykkende Fjende, og da Kong Æthelred døde (871), maatte Alfred ene optage Modstanden. Kampene vare lige saa mange, som de vare blodige; nogle danske Konger og en Del Jarler vare allerede bukkede under i dem, men først ved Penge formaaede Wessex at skaffe sig endelig Fred. Vikingerne droge til London, hvor de tog Vintersæde, og nu stod der heller ikke anden Udvej aaben for Mercia end at købe de Danske bort. Omsider rykkede da Hæren tilbage til Northumberland, som den for Alvor tog i Besiddelse. Halfdan, en Søn af Regner Lodbrog, styrede Landet som sit Rige og forsvarede dets Grænser mod Skotterne; han delte Jorderne ud til sine Krigere, som pløjede og saaede dem (876).
Den anden Del af Hæren under Kongerne Gudrum, Asketil og Amund havde taget Standkvarter ved Cambridge, og den besluttede at tage Kampen op med Kong Alfred fra Søsiden. Ved Wareham i Dorsetshire viste sig saaledes pludselig en dansk Hær, og Kong Alfred var ved at indespærre den, da dens Rytteri i Vinternatten stjal sig bort og kastede sig ind i Exeter; det lykkedes dog ikke den danske Flaade at komme den til Hjælp, og Vikingerne følte sig afskaarne, hvorfor de stillede Gisler og lovede Kongen at holde Fred, i alt Fald i dette Aar.
Men næppe var det nye Aar oprundet (877), førend Vikingerne gjorde Indfald i Wiltshire; en Flaade angreb ogsaa Devonshire, men her led den et frygteligt Nederlag, og Angelsachserne toge
