263
Kong Alfreds Trængselstid.
den Ravnefane, som Ivar og Ubbes Søstre siges at have syet, til Bytte. Dog udspyede Havet stadig nye Krigere, Somersetlandet og de nærliggende Egne bleve idelig plyndrede, saa at Indbyggerne mange Steder ikke saa anden Udvej end at underkaste sig de Danske. Landene ved Sydkysten og ved Avon syntes saaledes at skulle falde i de samme Herrers Vold, der havde underlagt sig Northumberland og Østangel og gjort Mercia skatskyldig. Det var Kong Alfreds Trængselstid. I Vintermaanederne 877—78 var han paa Flugt fra Sted til Sted og maatte skjule sig i Skove og Sumpe. Landflygtig midt i sit eget Rige og idelig forfulgt af de Danske, fristede han kun Livet ved at røve fra dem eller fra de Angelsachser, som havde givet sig under Hedningernes Aag.
Der er i Sagn og Legende bevaret smukke Fortællinger om den dybe Fornedrelsestid, som Englændernes elskede og berømte Konge maatte gennemgaa. Saaledes havde han i nogen Tid haft Bolig hos en Kvæghyrde, og en Dag, da dennes Hustru var i Færd med at bage Brød, bleve disse brændte, uden at Kongen, som sad i Nærheden, sysselsat med Bue og Pil, tog Vare derpaa. Konen, som ikke vidste, hvem Gæsten var, tiltalte ham da med haarde Ord:
Brødet i Ilden brændes — og Du vender det ikke, Du Tosse!
Altfor tidt ved mit Bord Dig smagte den velbagte Simle.
Kongen og hans Mænd byggede et Fort paa den lille Ø Æthelney i Floden Parret, der ved en Bro med et forskanset Brohoved var sat i Forbindelse med Flodbredden. Mange hundrede Aar efter fandt man her en i Guld indfattet sleben Krystal med Kong Alfreds Navn (Fig. 90). Fra denne lille Plet udgik Modstanden mod Hedningerne, ledet af den udholdende, legemlig svage, men klippestærke Konge. Alle tro Mænd i Somerset-, Wilt- og Hampshire indvarsledes til at give Møde paa Syvugersdagen efter Paaske, og efter at Skarerne havde svoret enig og fast Modstand, rykkede de i Marken. Ved Ethandun (Edington i Wiltshire) stod den afgørende Kamp, der viste, at der endnu fandtes tapre Mænd bag det sachsiske Dragemærke. Fjorten Dage efter at Danskerne havde i Flugt forladt Valpladsen, tilbød de Kong Alfred Fred. De vilde stille saa mange Gisler, som Kongen ønskede, uden at fordre Gengæld, og de vilde sværge Kongen Ed paa aldrig mere at komme i hans Rige. Kong Alfred gik ind derpaa, tilmed da deres Konge Gudrum ønskede at modtage den kristne Daab. Syv Uger efter kom da ogsaa Gudrum med 30 af sine fornemste Mænd til Kongen ved Aller lige over for
