Side:Danmarks Riges Historie - vol 1.djvu/295

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

273

Kong Sigfred købes bort.

med Normannerne. Bisp Gauzlin greb da til den Udvej at købe en Del af Fjenderne bort, og Kong Sigfred og hans Mænd forlode virkelig Egnen, efter at have faaet en Pengesum udbetalt. Ikke længe efter døde Bisp Gauzlin, og det lykkedes Grev Odo, som overtog Forsvaret, at snige sig ud af Byen og at bringe de belejrede i alt Fald nogen Forstærkning.

Endelig begyndte ogsaa Kejser Karl at nærme sig med en Hær. Han sendte Grev Henrik i Forvejen, for at Hjælpen ikke skulde komme for sent, men Greven styrtede med sin Hest i en af Vikingernes med Gren værk dækkede Grave og blev nedhugget. Normannerne indsaa, at de maatte gøre en yderste Anstrengelse for i Hast at erobre Byen; de stormede løs fra alle Sider, Blykugler, Pile og Klippestykker faldt tætte som Hagl over Byen, men Pariserne gav dem Svar i fuldt Maal.

Endelig i Oktober kom Kejser Karl med sin store Hær og slog Lejr ved Foden af Montmartre. Nu flyttede Danskerne deres Lejr over paa Seines venstre Bred, hvorhen Kejseren snart ogsaa førte sine Tropper for at belejre Fjenden i hans egne Forskansninger.

Men da efter 6 Maaneders Fraværelse Kong Sigfred atter løb ind i Seine, var dette nok til, at Kejseren lod al Tanke om Modstand falde. Han gav Vikingehæren Lov til at tage Vinterkvarter i Burgund og tilsagde den 700 Pund Sølv i Løsepenge for Paris, imod at de derefter aldeles forlod Vestfranken. Saaledes opfyldte Kejseren det Forlangende, som Kong Sigfred for et Aar siden havde stillet, og tilstod Vikingerne netop det, som de tapre Parisere under utrolige Lidelser havde søgt at skærme Landet for.

Da Pariserne vægrede sig ved at lade Skibene slippe forbi Byen, maatte Vikingerne trække Skibene 2000 Skridt over Land, inden de atter satte dem i Floden ovenfor Paris.

Og saa hærgede de løs i Løbet af Vinteren, indtil de i Maj 887 igen mødte foran Paris og fik Løsesummen udbetalt. De fjernede sig derpaa, men drog ikke bort; endnu to Gange viste de sig foran Paris, og først i Efteraaret 889 forlod de endelig Seinelandet efter at have faaet en ny Sum Penge udbetalt.

Paris’ Belejring er en af de mærkeligste Begivenheder i Vikingetidens Historie, og den havde været skæbnesvanger for Frankrig. Det havde vist sig, at en befæstet By ved et Flodløb var det bedste Værn til at standse Fjendens Indtrængen i Landet, og Paris havde mundet en Anseelse, som snart skulde give den Stillingen som

 Danm. Riges Hist.

I 35