274
Betydningen af Paris’ Forsvar.
Frankrigs faste Borg og Hovedby. Det glimrende Forsvar havde ogsaa virket lutrende paa Folkets Følelser; man havde endelig lært, hvad Udholdenhed og Mod kunde udrette, og man havde indset, hvor ussel den Styrer var, som havde Rigets Skæbne i sin Haand. Med Stridskræfter fra alle sine Lande var han mødt ved Aschloh og nu ved Paris, og begge Gange havde han ladet Sejren slippe sig af Hænde og taget mod Fred paa skammelige Vilkaar. Tyskerne erklærede ham afsat og valgte hans Brodersøn Arnulf af Kärnthen til Konge, og Karl overlevede sin Skam kun i faa Maaneder (han døde i Januar 888); da kaarede man i Frankrig Paris’ tapre Forsvarer Grev Odo til hans Efterfølger.
IV.
De sidste Kampe i Frankerrigerne og England. Vikingetogenes Betydning og Resultater.
Aarhundredet stundede mod sin Udgang, og Vikingetogene begyndte at tabe deres Magt og Kraft. Saa store Hærskarer som under Belejringen af Paris samlede Normannerne ikke senere, de syntes ogsaa at være blevne trætte af alene at leve med Vaaben i Haand. De vilde nu tage Land i fredelig Besiddelse, saaledes som de allerede havde begyndt at bygge i England; stadig bleve de ogsaa mere tilbøjelige til at tage mod den kristne Tro og Daab. Paa de frankiske Troner sad desuden Konger, der tog Landeforsvaret op med Kraft. Kong Odo vandt i en Træfning ved Montfaucon en glimrende Sejr over Normannernes Rytterskarer (888), men berømt blev især Kong Arnulfs Kamp ved Floden Dyle.
Normannerne havde i en Kamp ved Maas slaaet en frankisk Hærdeling og fældet mange Stormænd, hvorfor Kong Arnulf besluttede sig til et Hævntog mod dem. Han traf dem i Egnen ved Lowen, hvor de paa sædvanlig Maade havde befæstet sig ved Skanser og Grave. Med sumpig Bund paa den ene Side og Floden Dyle paa den anden var det ikke muligt for Frankerne at benytte Rytteri; men modigt sprang Krigerne af Hestene og gik løs med Sværdene (1. November 891). Saa haardt trængte de Vikingerne, at det lykkedes at komme ind i deres Forskansninger — hvad man aldrig havde hørt før under Krigene mod de Danske — og Hedningerne maatte i Hobetal styrte sig i Floden; i Kampen for Livet klyngede de sig om hinandens Hals og Arme, saa at Hundreder og Tusinder druknede og Strømmen helt blev dækket af døde Kroppe. Mellem de faldne
