Side:Danmarks Riges Historie - vol 1.djvu/318

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

294

Danevirke bygges.

Thyres Vold blev draget nordligere end Godfreds Virke (S. 217, 225) paa et Sted, som frembød en bedre Forsvarslinie. Volden gik fra Stiens inderste, kløftede Vig i sydvestlig Retning til Danevirkesøen; fra Søens modsatte Side løb den videre — og her især staa endnu knejsende Rester af det gamle Værn — ned til Mosestrækningen ved Reide Aa eller Spangebæk, derpaa gik den mod Vest til Hollingsted ved Treiaa (Trene). Denne Aa og Ejder udgjorde derpaa Landets naturlige Grænseværn helt hen til Vesterhavet. Volden var 20—30 Fod høj eller endog højere, paa Sydsiden brat, men mod Nord jævnt skraanende; foran den laa en dyb, oprindelig ret skarpt hulet Grav. Det storartede Værn strakte sig henimod 2 Mil, det var rejst udelukkende af Jord og Græstørv, stundom tillige med Træstammer og sammenføjede Rammer af Tømmer til Støtte, først paa Valdemar den Stores Tid byggedes en Stenmur foran Volden. Det er intet Under, at Folket i sin Glæde over det store Enheds-Arbejde døbte Volden Danevirke, og at det med Ærefrygt saa op til den Dronning, som havde gennemført det og hvem det som Tak gav det skønne Navn Danmarksbod eller Danebod.

Det var en Tid, da der rundt om i Landene rørte sig en Bestræbelse for at rejse Jordværker, især dog til Beskyttelse for Byer, Bispesæder og Klostre. Kong Henrik I havde i Tyskland ladet mange saadanne Befæstninger bygge og ordnet Forsvaret af dem. I England var det karakteristisk nok ligesom i Danmark en Kvinde, der tog denne Opgave op. Sammen med sin Broder Kong Edvard var Kong Alfreds kraftige Datter Æthelfled, Fruen af Mercia, ikke mindst under sin Mand Æthelreds Sygelighed og efter hans Død ivrig virksom for at rejse en Række Værn mod de Danske (se nærmere Stykke IV). Der er i den Maade, hvorpaa Landbefolkningen i England kaldes til Arbejde, meget, der minder om Fortællingen om, hvorledes den danske Befolkning byggede i Skifter Volden ved Rigets Sydgrænse.

Kong Henrik havde efter sin Sejr over Kong Gnupa tvunget denne til Daab. Der var herved aabnet Udsigt til, at Forbindelsen med Norden paa ny kunde knyttes. Paa den Tid sad paa Ærkesædet i Bremen den sjette Ærkebisp Unni, der var tiltraadt sin Gerning 917; han nød Kong Henriks fulde Tillid og var højt anset af sin Menighed. Unni besluttede efter de lange Tiders Uvirksomhed at genoptage Missionen i Norden og drog af Sted (935), ledsaget