Side:Danmarks Riges Historie - vol 1.djvu/319

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

295

Ærkebisp Unni drager til Danmark

paa Vej af alle Bremerkirkens gejstlige; men han skulde snart erfare, at det ikke var let at vinde Danmarks Fyrster. Kongen, den grumme Gorm, vilde ikke lade sig omvende; hans Søn Harald tillod vel, at der blev prædiket — formodentlig har han haft et eget Jarledømme — men heller ikke han vilde lade sig døbe. Unni indsatte imidlertid Præster rundt om i Landet og prædikede paa alle Øerne til stor Glæde for de mange kristne Fanger, som atter fik Guds Ord at høre og kunde lytte til Ærkebispens trøstende Tale.

Derpaa drog Unni til Birka for atter at optage Missionen i Sverige; men her blev han syg og døde (September 936). Han jordedes paa den lille Ø; dog førte Præsterne hans Hoved med sig til Domkirken i Bremen. Mindet om Unni straalede højt i Bremerkirken, der betragtede ham som den tredje Evangelist for Norden. Meget har Unni dog næppe kunnet udrette paa denne ene Rejse, som kun strakte sig lidt ud over et Aar; dog havde den nidkære Præst ydet sin Hjælp til at skærme og pleje Kristendommens unge Vækst.

Imidlertid havde i Løbet af Vikingeaarhundredet og den følgende Slægtalder Hedenskabets indre Forfald i høj Grad medvirket til at Kristendommens Lære kunde trænge igennem.

I det tidligere Afsnit er det blevet skildret, hvorledes der var foregaaet store Omdannelser inden for den hedenske Tro og Gudelære paa et Tidspunkt, da i øvrigt Troen paa Gudeverdenen var urokket. Guder, der tidligere havde staaet som de højeste og mægtigste, vare blevne trængte tilbage i Rang, medens andre havde vundet Nordboernes særlige Yndest. Nye Guder vare opstaaede under Paavirkning udefra eller for at tilfredsstille ny opkommen Trang. Enkelte Sider af de gamle Guders Væsen havde taget selvstændig Skikkelse som en egen Gud, saa at den gamle Gud nu var kløvet og udstykket. Desuden havde rene Begreber og Abstraktioner iført sig Gudeskikkelse, og Digterne havde ved bevidst Skaben bidraget til at forøge Gudeverdenen. Myterne om Guderne vare blevne talrige, og de havde ofte omdannet Billedet af den ældre Guddom.

Nordboernes Tro viste sig saaledes som et udartet Mangeguderi, der i Længden ikke kunde tilfredsstille dem, og dets første Frugt maatte være en Søgen og Higen efter at finde, hvem af de mange Guddomme der vel var den øverst raadende, og til hvilken Gud Folket, den enkelte Landsdels Beboere eller den enkelte Mand særlig kunde slaa Lid. I Stedet for at fornægte nogen Gud vilde