297
Vikingerne forsone de Kristnes Gud.
Et andet Træk er betegnende for denne Brydningstid, nemlig at Vikingerne under Nød afkøbe sig den kristne Guds Vrede. Paa et Tog til det berømte Kloster St. Sauveur de Redon i Bretagne havde Munkene anraabt Himlen om Bistand, og der udbrød et saa frygteligt Uvejr, at Bølgerne rullede højt op paa Stranden. Forfærdede gave Hedningerne Løfter om at ville skaane Guds Hus, hvis de kun undslap Døden. Da nu Stormen lagde sig og Vikingerne ikke havde lidt Skade, sendte de ikke blot Guld og Sølv til Klosteret, men tillige Alterstager med Anmodning om, at Munkene vilde brænde Lys for Alteret. Nogle Aar senere kom Vikinger ved Pinsetid til Klosteret St. Omer, de lagde forsigtigt en betydelig Mængde Sølv paa Kirkens Alter som Skat til Helligdommen, og efter i et følgende Aar at have plyndret den berømte Viktorskirke i Xanten, sendte de i frygtsom Overtro Kirkeskatten tilbage. Under Overfaldet paa Arras 880 skaanede de hverken Klosteret eller Borgernes Huse, men Kirkerne lode de urørte. Saaledes saa det ud til, at Vikingerne, der aldrig vare traadte op som Forkyndere af nogen Tro eller som ivrige for at udbrede Læren om Aseguderne, nu vare tilbøjelige til at forsone sig med deres Modstanderes Gud eller hans Helgene, i hvert Fald vilde de sikre sig mod alt Fjendskab fra deres Side.
Det var med saadanne Tanker, at Nordboerne gik endnu et Skridt videre og lode sig primsigne. Den, som vilde forberede sig til Daaben eller blive Katekumen, afsvor de gamle Guder og lod sig tegne med Korsets Tegn. I »Ansgars Levned« forklares det saaledes, at man opsatte Daaben til Dødsøjeblikket for da mere ren og skær at gaa ind ad det evige Livs Porte. Imidlertid fremgaar det af nordiske Beretninger, at Hovedgrunden for mange til at lade sig primsigne var Ønsket om at blive optaget som Købmænd i verdslige Kredse af Kristne eller at træde i Kongernes Tjeneste. Saaledes lod Egil Skallagrimsson sig med 300 af sine Folk korstegne for at kunne gaa i Kong Æthelstans Tjeneste, og uden at det hindrede ham i senere at paakalde Aseguderne. I Sagaen om Gisle Sursson fortælles, hvorledes denne lod sig tegne med Kors i Danmark, saaledes som det var udbredt Skik hos Folk paa Købmandsfærd; de kom da i fuldt Fællesskab med Kristne. Gisle undlod fra den Tid af at blote, men havde i øvrigt sine egne religiøse Anskuelser, og hans Hustru antog først efter hans Død Kristendommen under et Ophold i Hedeby.
I hvert Fald kunde de gamle Guder ikke tilfredsstille Hedningerne
Danm. Riges Hist.
I 38
