Spring til indhold

Side:Danmarks Riges Historie - vol 1.djvu/331

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

307

Bosættelse af Danske ved Utrecht.

herom, men et bevaret engelsk Brev kaster ogsaa Lys over denne Vikingebygd. Bispen i Winchester retter deri en Bøn, til Grev Arnulf om, at han af Kærlighed til Gud og hans Helgene vil tilbagegive hans Kirke en Evangeliebog, som to Klerker uden hans Vidende have solgt for med Købesummen at kunne løskøbe en lille Pige, som »Eders Danske« have røvet. Saaledes havde endnu i den første Halvdel af det 10. Aarhundrede de Danske en Koloni af Krigere og Vikinger paa den flanderske Kyst.

Sigfred den Danske døde 961.

Blandt Hollands Bispedømmer var der ikke mange, der paa Vikingetiden havde lidt saa stærkt som Stiftet Utrecht. Endnu da Radbod i Aaret 899 blev valgt til Bisp, henlaa Byen Utrecht saa ødelagt af de Danske, at han ikke kunde tage fast Bopæl her, men maatte opholde sig i Deventer. Naar Radbod paa Visitatsrejser i Frisland mødte de Danske og de vilde hindre ham i hans Omsorg for Troens Vækst, talte han djærve Sandhedens Ord til dem eller slyngede endog Banstraalen mod dem, og dens Virkning maatte de straks sande. Først paa hans Efterfølger Biskop Balderichs Tid (917—76) var Landet saa roligt, at Bispen kunde tage fat paa at genopføre Utrechts Mure saavel som Kirken; herved vandt han stor Berømmelse.


IV.

Kong Edvard og hans Søster bygge Borge mod de Danske og erobre Østangel. Kong Æthelstans Sejr ved Brunnanburh; Kong Edvard befrier Femborgene. Kong Edgar og de Danske.

Kong Alfred kunde ved sin Død (901) se med Stolthed tilbage paa sit Livs Gerning; kun delvis havde han sejret, men utrætteligt havde han kæmpet, og med fremtidige Kampe for Øje havde han udviklet sit Lands Forsvarsvæsen. Men de Danske havde store Dele af de gamle angelsachsiske Riger i Besiddelse, og mange Farer vare endnu i Vente. Thi vel havde mangfoldige af de indflyttede Nordboere antaget Kristendommen, men det faldt dem dog haardt at tæmme de gamle Vikingevaner, og der laa en idelig Fare i deres fortsatte Forbindelser med Hjemlandet.

Edvard, Alfreds ældste Søn, arvede hans Rige (901—24) og optog tappert Kampen med de Nordboer, som angrebe snart en, snart en anden Kyst. Men med lige saa stor Dygtighed kæmpede hans Søster Æthelfled. Hun var gift med Æthelred, der styrede

39*