340
Kong Haralds Tog til Norge.
stand og flygtede. Hakon lod offentlig erklære, at enhver frit kunde dyrke de gamle Guder, og mange faldt derfor tilbage til Hedenskabet. Fra nu af holdt Hakon Norge som et uafhængigt Rige og sendte ikke Harald nogen Skat.
For at tage Hævn for al denne Trods drog den danske Konge med en stor Hær til Norge. Først da han var naaet forbi Lindesnæs, begyndte han at hærge Kysterne, og han fortsatte med sine grumme Plyndringer lige til Stat. Men længere vovede Flaaden sig dog ikke, idet Hakon laa Nord derfor med en stor Hærstyrke. Kong Harald vendte da tilbage til Danmark.
Den svenske Konge Erik havde en Brodersøn Bjørn, der da
han kun var 12 Aar gammel, fordrede Andel i Riget, saaledes som
hans Fader Olaf havde haft, men Kongen afviste ham paa Grund
af hans Ungdom. Bjørn kom oftere igen med sine Krav og voldte
desuden allehaande Uroligheder, saaledes at Kongen besluttede at
give ham en Flaade paa 60 Skibe, imod at han i tre Aar skulde
opholde sig uden for Landet. Bjørn, som paa Grund af al denne
Ustyr og Urolighed, blev kaldet Styrbjørn, færdedes nu paa
Hærtog i Østersølandene og vendte sig ogsaa mod Danmark, som
han foruroligede i høj Grad ved sine Indhug. Kong Harald sluttede
da en Overenskomst med ham, hvorefter han fik Kongens Datter
Thyre til Ægte og tillige blev sat til Høvding i Jomsborg, hvor han
samlede en stor Krigerskare om sig.
Den ærgerrige unge Prins var imidlertid ikke tilfreds med et Jarledømme, han vilde vinde et Rige og hævne sig paa Kong Erik, som han ansaa for skyldig i hans Faders Død. Omsider fik han Harald overtalt til at lade foruden Jomsvikingerne en Hær følge ham paa et Togt til Mälaren. Saa saare Styrbjørn var landet, lod han Skibene brænde for at tvinge Krigerne til at kæmpe desto taprere. Slaget kom til at staa paa Fyrisvoldene ved Upsala. Prinsen skal have kæmpet med stor Tapperhed, medens mange Danske siges skammeligt at have søgt Flugten. Styrbjørn faldt, og Kong Erik vandt en glimrende Sejr, der skaffede ham et stort Ry; han fik nu Tilnavnet Sejrsæl.
Nogle skaanske Runestene bringe endnu den Dag i Dag Bud om den sørgelige og mindeværdige Kamp. Paa en Sten, der i Hällestad (i Torna Herred) findes indsat i et Hjørne af Kirkemuren, staar at læse: Eskil satte denne Sten efter Toke, Gorms Søn, sin hulde Herre:
