341
Nogle skaanske Runestene.
Han ej flyed
ved Upsala.
Kæmper satte
efter deres Broder
Sten paa Bjerget,
med Runer staar den
Gorms Søn Toke
næst de ginge.
I den samme Kirkes Mur ere endnu to andre Stene indsatte, som synes at minde om denne Kamp. Paa den ene af dem lyder Indskriften: Asgot rejste denne Sten efter Eira, sin Broder; men han var Tokes Hjemfælle:
Nu skal stande
Sten paa Bjerget;
og paa den anden: Asbjørn, Tokes Hjemfælle, satte denne Sten efter Toke, sin Broder. Endelig er der indristet paa en Runesten fra Sjørup (i Ljunits Herred): Sakse satte denne Sten efter Asbjørn, sin Fælle, Søn af Toke:
han ej flyed
ved Upsala,
men han vog,
mens han Vaaben ejed.
Saaledes minde disse Stene om en mægtig skaansk Høvding Toke, hans Hémþegar eller Hirdmænd og andre tapre, der strede i det berømte Slag paa Fyrisvoldene.
Efter Styrbjørns Fald blev Sigvalde Jarl i Jomsborg. Han var Søn af Jarlen i Skaane Harald, der paa Grund af sin spidse, guldsmykkede Hovedbeklædning gerne kaldtes Strut-Harald.
Men Strut-Harald døde kort efter, og Sigvalde besluttede at holde et prægtigt Gravøl over sin Fader. Talrige Gæster vare indbudne; fra Jomsborg kom ikke mindre end 60 Skibe. Der blev efter Sædvane drukket mange Minner (Mindeskaaler), baade for Kristus, St. Michael og andre Helgene, saaledes at Forstanden var noget omtaaget, da man naaede til bragarfull, ved hvilket det var Skik at gøre allehaande højtidelige Løfter. Sigvalde lovede da, at han inden tre Aar var gaaet, vilde have dræbt Hakon Jarl eller fordrevet ham fra hans Rige. Hans Broder Thorkil den Høje gav det Løfte, at han vilde følge ham paa dette Togt, hvad ogsaa Bue Digre og Sigurd Kaabe lovede, andre gave lignende stærke Tilsagn. Da næste Morgen Rusen var sovet ud, følte Jomsvikingerne nok, at de havde ladet sig rive hen, men Gud og Helgene havde jo hørt deres Løfter; der var kun eet, hvortil de kunde sætte deres Lid, de maatte drage saa hurtigt som muligt af Sted, inden Hakon var altfor forberedt.
