342
Jomsvikingernes Tog til Norge.
Langt ind i December Maaned styrede de derfor fra Skaane til Limfjorden og herfra over Norgeshavet; efter at have naaet Jæderen begyndte de at plyndre. Hakon Jarl var imidlertid af sin Søn Erik bleven advaret om, hvad der forestod fra Danmark, og lod Leding udbyde fra Trondhjem og alle nordlige Landskaber; selv drog han sydpaa til Søndmøre for at holde Øje med Fjenden. En af de paa Jæderen overfaldne Mænd var imidlertid ilet Jarlen i Møde og meldte ham, at de Danske nærmede sig. I Hast maatte Hakon kalde Krigerne sammen ved tændte Viter (Bauner) og Hærpil, der gik fra Gaard til Gaard, han selv foer rastløs ud og ind i Fjordene for at fremskynde Udrustningerne; mange flygtende Syd fra sluttede sig til dem.
Paa deres Vej mod Nord havde Jomsvikingerne overalt spurgt om, hvor Hakon fandtes, men ingen vilde sige dem Sandheden. Først da de naaede Øen Hareidland (Sydvest for den nuværende Købstad Aalesund), gav en Bonde dem et Vink om, at de vilde kunne overrumple Jarlen helt inde i Fjorden, hvor han laa med et Par Skibe. De Danske roede da af al Kraft ad Bredsundet Nord om Øen og derpaa ind i Storfjorden ned mod Hjørunganæs, om hvilket Fjorden drejer. Tæt Nord for dette Næs gaar en Vaag ind i Landet Hjørungavaagen (nu Livaag), skjult for den Nord fra kommende af det brede Bjerg Melshornet; inde i denne lune Bugt laa Hakons hele Flaade gemt, 180 Skibe stor. Saaledes vare de Danske blevne narrede til Kamp med den store Flaade; dog vidste Hakon, at Dysten vilde blive haard, thi Jomsvikingerne vare alle erfarne Krigere i vel udrustede Skibe, medens Jarlen under det hastende Udbud havde maattet tage Handelsfartøjer og uerfarent Mandskab til Hjælp. Det fortælles, at Hakon for at bringe Odin over paa sin Side kort forinden Slaget skal have ofret Guden sin Søn.
Norske og Danske ordnede Skibene i Rækker og rejste Mærkerne, Lurerne klang og Skibene stødte sammen. Yderst paa de Norskes venstre Fløj laa Hakons Søn Svend Jarl; han maatte tage Kampen op med Vagn Aagesøn, der huggede saa hidsigt ind paa Nordmændene, at de begyndte at vige. Broderen Erik Jarl, der paa sit jernbeslaaede Skib »Jernbarden« anførte den højre Fløj, maatte da ile til, og det lykkedes ham at drive Jomsvikingerne tilbage, saa at Skibene igen kom til at ligge i Linie som før. Imidlertid havde Bue gjort et alvorligt Indhug paa den norske højre Fløj og var ved at løsgøre sig for de Baand, som holdt Skibene sammen for at kunne forfølge de vigende, da Erik kom tilbage og optog
