350
Rytme og Bogstavrim.
som Tryggevældestenens Ord, der paa Olddansk vilde lyde: fáiʀ werða nú fóddiʀ þæim bætri (S. 287).
Heri indtræder imidlertid en Forandring paa Harald Gormssøns Tid, da Runeindskrifterne jævnlig indeholde gode, klingende Verslinier, saaledes som vi have set, og dette fortsætter sig i flere Runeindskrifter fra Svend Tveskægs Tid. Skønt Runeversene kun indeholde et enkelt eller nogle faa Verspar, tør vi sikkert antage, at man i Digtningen paa denne Tid har kendt en otteliniet Strofe af samme Bygning som saa mange af Eddakvadene, saaledes Vøluspaa (S. 189) og Grottesangen (S. 143), og som Stroferne paa den berømte Runesten ved Røk Kirke i Østergøtland. I dette fornyrðislag, som det kaldtes, bestod ordentligvis hver af de 8 Linier af 4 Stavelser af ulige Betoning og Længde; hver Linie skulde indeholde to Taktslag, Bogstavrimet maatte falde paa de betonede Stavelser og i øvrigt Linien i sin Bygning følge visse bestemte Grundformer. Af de Prøver, som ere givne i det foregaaende (S. 341) — her kan ogsaa nævnes Virring-Stenens Vers (S. 362), der i den gamle Udtale lød:
Starkaðr résði
stén æft døðan,
