374
Ormen den lange.
fire Skibe stævne frem; et af dem var et overmaade stort Drageskib og meget guldprydet. Da rejste Kong Svend sig og sagde: »Højt skal Ormen bære mig i Kvæld! Den skal jeg styre«. Det var dog kun Ormen den korte, men Folkene ilede til Skibene og gjorde sig rede til Kamp.
Medens Høvdingerne raadslog, saa de tre saare store Skibe komme sejlende og et fjerde bag efter dem; da de saa det sidste, var ingen af dem i Tvivl om, at det var Ormen den lange.
Kong Olaf havde set Fjenden og var klar over Stillingen; han lod blæse til Samling af alle sine Skibe. Kongens Skib laa midt i Flaaden; det blev bundet sammen med Ormen den korte og Tranen. Kong Olaf stod i Løftingen paa Ormen, højt ragede hans prægtige Skikkelse op. Han havde en kort, rød Kjortel uden om Brynjen, en Hjælm, beslaaet med Guld, og forgyldt Skjold. Kong Svend lagde sit Skib tæt op mod Ormen den lange; men Danskerne overvældedes saaledes med Skud fra de høje norske Skibe, at de maatte fly fra Borde, og da Svenskerne tog Kampen op, gik det dem ikke bedre. Først da Erik Jarl kom til og fik ryddet de yderst liggende Skibe og efterhaanden overhugget Baandene mellem Fartøjerne, saa at eet kunde føres bort efter et andet, blev Kampen alvorlig for den norske Konge. Pilene fløj nu saa tæt, at Olafs Mænd knap kunde dække sig med Skjoldene.
I Agterstævnen af Ormen stod den ypperlige Bueskytte Ejnar Tambeskælver (d. e. den som bringer Buestrengen, þömb, til at skælve) og udskød med sikker Haand sine susende Skud; da han sigtede mod Erik Jarl, ramte han mellem hans Side og Armen, hvorfor Jarlen gav en Bueskytte den Befaling: »Skyd Du den høje Mand!« Pilen ramte Ejnars Bue i samme Øjeblik, han vilde spænde den, og den brast sønder. »Hvad var det, der brast med saa stort Gny?« spurgte Kong Olaf. »Norges Rige af din Haand, Konge«, svarede Ejnar. »Saa farlig er vel Bristen ikke«, sagde Olaf og rakte ham sin Bue. Ejnar spændte imidlertid straks Buen ud over Pilens Od, hvorefter han kastede den tilbage. »For veg, for veg er Drottens Bue«, sagde han, greb Skjold og Sværd og stred mandigt.
Olafs Mænd huggede tidt og rapt, men deres skaarede Sværd bed ikke, derfor gik Kong Olaf ned i Forrummet og tog mange hvasse Sværd frem af en Kiste og gav til Krigerne; man lagde Mærke til, at da Olaf bukkede sig, randt der Blod frem under Brynjeærmet, men ingen vidste, hvor Kongen var saaret.
Kæmperne paa Ormen vare dog udmattede, og Erik Jarl gav
