375
Kong Olaf springer i Havet.
Ordre til at entre. Første Gang blev han vel slaaet tilbage, men anden Gang lykkedes det ham at faa fast Fod, og nu samlede hele Kampen sig om Kongen og hans Kæmper i Løftingen. Modstanden kunde dog ikke vare længe. Kong Olaf sprang over Bord, og snart fulgte de sidste af Kæmperne efter.
Saaledes omkom Norges ypperlige Konge. Han havde været sit Folks Yndling, den kækkeste Kriger og glimrende i al Idræt, uimodstaaelig for alle ved sine store Evner, sin personlige Elskværdighed og ved den sværmerske Tro paa de Opgavers Betydning, som han forfulgte. Derfor tilgaves det ham let, at han ofte havde vist Grumhed i sit Arbejde for at tvinge Norge til Kristendom og en ændret Kultur.
Dronning Thyre døde af Sorg over Olafs Død faa Dage efter Kampen. Sejrherrerne delte Norge mellem sig, saaledes som Aftale alt tidligere var gjort. Erik Jarl fik det norden- og vestenfjeldske, Kong Svend Syd- og Østlandet, medens den svenske Konge fik Landskabet nærmest Nord for Götaelven og nogle Fylker i Trøndelagen. Disse sidste overlod Kong Olaf imidlertid som Forlening til sin Svoger Svend, Hakon Jarls Søn, ligesom Kong Svend forlenede Erik Jarl med flere Fylker i det sydlige Norge, saaledes at i Virkeligheden de to Brødre raadede over det meste af Landet.
III.
Nye Togter tit England. Overfaldet paa de Danske 1002. Kong Svends Hævntog og endelige Erobring af Landet.
De Danske havde imidlertid fortsat deres Togter til England, hvor Guld og anden Herlighed var saa let at vinde. I Aaret 997 og de følgende Aar hjemsøgte Vikinger uophørlig Englands sydlige Landskaber. Derimod blev Danelagen aabenbart betragtet som et venligsindet Land, der skulde lades i Fred, eller det ydede dem endog Hjælp ved deres Angreb. Ja selv Høvdinger i engelske Landskaber stillede sig paa de Danskes Side. Saaledes kom en Ealdorman Pallig, der var gift med Kong Svends Søster Gunhild, sejlende med en Skare Skibe til Kongen og sluttede sig til ham. Der var derfor ingen anden Udvej mulig end at løskøbe Landet paa ny, og 24,000 Pund bleve udbetalte til Vikingerne (1001).
Kong Æthelred indsaa, at de Danske, som vare bosatte rundt om i de engelske Landsdele, vare blevne et mægtigt Element i Befolkningen og at der heri laa den største Fare for Rigets Skæbne.
