382
Harald, Svends Søn, tages til Konge i Danmark.
V.
Harald, Svends Søn, bliver Danmarks Konge. Kong Knud forjages fra England, men vender tilbage med en stor Flaade. Hans Kampe med Edmund Jernside og dennes Død.
Hvem der skulde være Danmarks Konge, var let afgjort. Harald, Kong Svends ældste Søn, var sikkert udpeget af Faderen til at være hans Efterfølger; han var i hvert Fald allerede indsat til at styre Danmark under Svends Fraværelse. Derfor valgte da nu ogsaa de Danske i Hjemlandet Harald til Konge.
I England gik det imidlertid ikke saa let. Angelsachserne havde lært Kong Svend at kende gennem de mange og langvarige Hærtog som en snild Hærfører, tapper Kriger og dygtig Styrer, der ganske sikkert vilde have mange Betingelser for at blive en god Konge over det engelske Rige. Men hans unge Søn Knud kendte man ikke. Baade de gejstlige og verdslige Stormænd kom sammen til et Møde, hvor man blev enig om at kalde Æthelred tilbage. De sendte derfor Bud til Kongen i Normandie med Forsikring om, at intet vilde være dem kærere end atter at lyde deres lovlige Herre, saafremt han da vilde herske retfærdigere end før. Æthelred sendte sin Søn Edvard til England med Løfte om at glemme alt, hvad de havde forbrudt, at afhjælpe alle Onder og regere som en god Fyrste. Forsamlingen erklærede derpaa enhver dansk Konge i England for utlah, d. e. fredløs, uden for Loven.
Snart efter førte Æthelred hele sin Hærstyrke mod Knud i Østangel, og han var nødsaget til at drage bort. Forinden landsatte han de Gisler paa det engelske Folks Troskab, som vare blevne givne Kong Svend, efter at han havde ladet Næse, Øren og Hænder skære af dem. Angelsachserne vilde bemægtige sig Kong Svends Lig, men nogle engelske Kvinder reddede det til York og førte det senere til Roskilde, hvor det begravedes i Trefoldighedskirken.
Knud siges at have gjort sin Broder Harald det Forslag, at de skulde dele Magten over Danmark og i Forening gøre et Togt mod England. Harald vilde imidlertid ikke give Broderen Del i Regeringen, derimod synes han at have været villig til at give Knud Krigere med paa Toget. Og eet Skridt foretog Brødrene i Forening, idet de hentede deres Moder tilbage fra hendes Forvisningssted i Polen.
Paa den Tid havde Englænderne sammensvoret sig om at
