388
Kong Haralds Død 1018.
Et af Kong Knuds første Skridt maatte være at sende den store Flaade bort, hvormed han havde erobret Landet. Dens Forbliven kunde kun krænke Angelsachserne og vilde volde Forstyrrelse. Der blev derfor udredet en stor Danegæld af Landet, i alt 72,000 Pund, hvorefter Kongen sendte Flaaden hjem til Danmark; kun 40 Skibe forbleve tilbage i England.
Kong Knud syntes at sejle for fulde Sejl med den gunstigste Bør, og dog skulde der allerede i hans tredje Regeringsaar tilfalde ham endnu større Magt. Da døde nemlig hans Broder Harald i Danmark (1018), og Knud var nærmeste Arving efter den barnløse Konge. Det maatte være Knud magtpaaliggende saa snart som muligt at tage Danmark i Besiddelse. Der er næppe Tvivl om, at han under sit Ophold her (1019—20) af mange af de Danske blev hyldet med stor Begejstring som den, der havde naaet det høje Maal, som danske Konger og Høvdinger gennem lange Tider havde sat sig. Imidlertid synes andre at have ønsket, at Danmark fremdeles skulde have sin egen Konge; de have muligt villet overdrage Magten til en af Knuds Sønner, Harald eller Svend.
Knud fik dog Ro skaffet til Veje og benyttede tillige dette danske Togt til at befri England for mange af de Bestanddele af hans Krigerskarer, som ikke billigede hans Planer om efterhaanden at lade England styre af Englændere selv. Denne store Kongetanke gennemførte Knud efterhaanden med stadig større Fasthed.
Efter sin Hjemkomst til England lod han udgaa et Brev til alle Rigets Ærkebisper, Bisper og Jarler og hele sit Folk, høje og lave. Det indeholdt den første offentlige Udtalelse om den Styrelsesmaade, Kongen agtede at følge.
Jeg mindes de Ord — udtaler han — som Ærkebisp Lyfing bragte mig fra Paven i Rom, at jeg skulde overalt hævde Guds Pris og bortlægge Uret og bringe fuld Fred til Veje med saadan Magt, som Gud vilde give mig. Jeg tog da ikke Hensyn til mine Skatte, men bragte ved Guds Bistand med dem Ufreden til Ophør.
