396
Den norske og svenske Flaade opløser sig.
faret Frafaldet i Anunds Hær havde trukket sig tilbage til Øresund og saaledes ansaa det for usandsynligt, at Kongerne vilde angribe paa ny, var Anund tilbøjelig til at følge Olafs Plan, men da nægtede Svenskerne bestemt at fortsætte Toget ved Vintertide. Tilmed begyndte man at mærke Frafald i selve Olafs Flaade, hvor hemmelige Udsendinge fra Knud havde virket ved Løfter og Gaver. Saa besluttede Olaf sig til at drage til Fods gennem Sverige og lade Skibene i den svenske Konges Varetægt. Gennem Smaaland og Vestergøtland naaede Nordmændene frem til Viken.
Det hele Hærtog var i Virkeligheden fuldstændig mislykket. Kongerne havde begyndt Felttoget med store Flaader, men til Slutning vare kun et Par Hundrede Skibe tilbage. Knud havde tabt en Del Skibe og Mænd foran Helgeaa, men det var kun en ubetydelig Del af hans hele Udrustning. Han havde afskaaret den norske Konge fra hans eget Rige, og han havde hjulpet til, at Olaf ved sin ukloge Adfærd skabte sig end flere Fjender i sit eget Folk.
Knud var draget til Roskilde, hvor han tilbragte Vinteren.
Men her skulde han begaa en af de blodige Gerninger, hvortil
han i sin Hidsighed kunde lade sig henrive. Hans Svoger Ulf
havde vakt hans Vrede. Ifølge Sagaernes Fortælling havde Ulf,
tilskyndet af Emma og mod Knuds Befaling, ladet Hardeknud, som
opdroges i Danmark, udraabe til Konge, dengang de forenede
Kongers Angreb forestod. Saxo beretter derimod, at Ulf, der ved
Ægteskab med Sigrids Datter og ved sin Hustrus store Besiddelser
i Sverige var bleven knyttet til dette Land, skal have hidset Kong
Anund til Angrebet paa Danmark. Vist er, at Forholdet mellem
Svogrene ikke var godt.
I Julen sad de engang ved et Spil Skak. Da Kongen gjorde et Fejltræk, vilde han gøre Trækket om, men Jarlen, som var hidsig af Sind, blev vred, slog Brikkerne om og vilde gaa. Da raabte Knud efter ham: »Løber du nu, Ulf den rædde!«. I Døren vendte Ulf sig om og sagde: »Længere havde du løbet ved Helgeaa, om du havde kunnet. Dengang kaldte du ikke Ulf den rædde, da jeg lagde til for at hjælpe, fordi Svenskerne bankede eder som Hunde«. Kongen var rasende forbitret, og næste Morgen bød han en af sine Mænd dræbe Ulf, hvor han saa fandt ham. Svenden traf Jarlen i Koret i Hellig Trefoldighedskirke og jog sit Sværd igennem ham. For Mordet og Krænkelsen af det hellige Sted maatte Knud tilskøde sin Søster og Kirken store Ejendomme.
