419
Olaf den Helliges Ry breder sig.
han døde sønneløs. Dette Forlig blev besvoret af 12 Mænd paa hver Side, de ypperste i de to Riger. Hvor mærkelig end denne Kontrakt lyder, findes der et vægtigt Bevis for, at den virkelig er bleven indgaaet, nemlig at det lykkedes Magnus at tage Danmark i Besiddelse uden Modstand efter Hardeknuds Død.
Men hvor farlig en Modstander var ikke ogsaa Kong Olafs Søn! Det er allerede foran fortalt, hvorledes Olaf allerede i Sommeren efter Stiklestadslaget var af Menigheden i Nidaros dømt til at være sand Helgen, hvad alle de Undere, der skete ved hans Grav, fuldt godtgjorde. En Kanonisering af Paven var anset for ufornøden, og en saadan opnaaede Olaf heller aldrig. Troen paa, at Olaf var en af Guds udkaarne, og at der saaledes ogsaa i Norden kunde kaldes Vidner til Arbejde i Sandhedens Tjeneste, bredte sig ilsnart og mægtigt ud over alle Egne, hvor Norske vare spredte og hvor i det hele Nordboer færdedes. Vi have Vidnesbyrd om, at der ikke 25 Aar efter Kongens Fald var opført en St. Olafs Kirke i Exeter i England, og Kirker til hans Ære have sikkert samtidigt været byggede mange andre Steder. Adam af Bremen fortæller, hvorledes alle Nordboer, og Venderne ikke mindre, fejre hans Festdag med den største Ære, og at man strømmer langvejs fra sammen til hans Grav. Endnu havde Olaf jo heller ikke faaet andre nordiske Helgene til Medbejlere.
Over den unge Kong Magnus lyste der saaledes Glans fra Faderens store Navn, og de Danske kunde heller intet have at indvende mod Magnus’ Personlighed. Han var en 18-aarig, velvoksen Yngling med lysebrune Lokker om et Ansigt, hvis Træk tegnedes baade af Godhed og Karakter; tapper var han, og han blev rost
53*
