418
Svend Ulfsens Ungdomstid.
kølnes og ledes som pulserende Kraft ind i alle Samfundets Organer, en Ordning og Fuldførelse af den kirkelige Bygning maatte foregaa, ved Forfatning og Love maatte der skabes Ro og Tryghed, saa at hver kunde arbejde paa Fredens Gerning.
Og alt dette skete, saa at Landet — efter en kortere Forfaldstid i det 12. Aarhundredes første Halvdel — kunde gaa glimrende udrustet ind til Valdemarernes Storhedstid.
Vi have ikke mange Oplysninger om Svend Ulfsens Ungdomsaar, men Hovedtrækkene af hans bugtede Livsbane kunne vi dog følge. Han var født i England o. 1018, og selv efter at hans Fader var bleven indsat til Statholder i Danmark, vedblev han at faa sin Opdragelse i England, halvvejs som Gidsel for Faderens Troskab. Senere gik han til Sverige, hvor han besad meget Gods efter sin Moder og Mormoder; Kong Svend fortalte da ogsaa Magister Adam fra Bremen: »I tolv Aar gjorde jeg Krigstjeneste hos Kong Anund Jakob«. Hardeknud tog sig imidlertid af Svend og gav ham en Stilling som Jarl i Danmark.
Uagtet Svend ved sin Fætters Død havde Arvekrav at gøre gældende baade i Danmark og England, manglede han det, som en Tronfordrer mindst kan undvære, et stærkt Parti, der vilde støtte hans Sag. Han havde ikke forstaaet at skabe sig et saadant, ja man kan sige, end ikke at vinde Anseelse for sin Karakter eller Dygtighed. Svend hørte til de Naturer, som udvikle sig langsomt. Han havde færdedes i England, Danmark og Sverige og havde Slægtninge alle Steder, men snarest maatte han vel kunne vente Understøttelse fra Frænderne i England. Her levede Svends Broder Asbjørn, indtil Kong Edvard fordrev ham; andre formaaende Medlemmer af Slægten vare ligeledes bosatte der. Men Jarl Godwin ønskede, uagtet han var gift med Svends Faster Gyda, en indfødt Angelsachser til Konge og understøttede den munkefromme Edvard, som han fuldstændig vilde kunne lede, og Edvard vandt England, medens Kong Magnus tilegnede sig Danmark med Paaberaabelse af en med Hardeknud sluttet Overenskomst.
Efter at der nemlig i de nærmeste Aar efter Knud den Stores Død havde været ført Krig mellem Kongerne Hardeknud og Magnus, havde de danske og norske Stormænd, som ledede de to unge Kongers Styrelse, bragt en Sammenkomst i Stand imellem dem paa Brennøerne ved Gøtaelvens Udløb, og her havde de to Fyrster tilsagt hinanden gensidig Fred og vedtaget som Fostbrødre, at den, som blev den længstlevende, skulde arve den andens Land, hvis
