421
Harald, Thorkil Jarls Søn, dræbes.
indgyde Svend Mistanke. Jarl Harald, Thorkil den Højes Søn, der var gift med Svend Tveskægs Datterdatter Gunhild og som i sin Tid som Værge for Hardeknud havde styret Danmark og Jomsborg, havde været paa Pilegrimsfærd i Rom, men paa Hjemrejsen blev han dræbt af den nys nævnte Ordulf, Kong Magnus’ Svoger. I Danmark maatte man opfatte Drabet som udgaaet fra en Plan om at rydde dem af Vejen, som kunde gøre bedre Krav gældende paa Danmarks og Englands Trone end Magnus, og den Harme og Gæring i Sindene, som Begivenheden vakte, vidste Svend at benytte. Understøttet af den mægtigste Mand i Jylland paa de Tider, Thorkil Gøse, stævnede Svend Jyderne sammen til Ting, og her gav Thorkil ham Kongenavn. Ogsaa fra Venden, hvor den dræbte Harald sikkert havde Venner, fik Svend Hjælp. Men dette Forbund virkede saa skræmmende paa Magnus, at han udbød Norges halve Krigsmagt, og Svend maatte nu flygte til Kong Anund i Sverige.
Dersom Magnus vilde gøre sig Haab om at besidde Danmark i Ro, maatte han nødvendigvis underlægge sig den vigtige militære Vagtpost, som Riget havde hinsides Odermundingen. Jomsborg havde hidtil ikke villet bøje sig for den norske Konge, nu sejlede Magnus derhen med en stor Flaade, og det lykkedes ham efter en haard Kamp at indtage saavel Byen som Borgen. Da han sejlede hjemad, traf han ved Rügen paa en Skare Vikinger, som han ligeledes besejrede.
Magnus’ Herredømme i Danmark og hans Betvingelse af Jomsborg begyndte imidlertid at ængste Venderne. De havde under Kong Knud ikke vovet sig til at angribe de danske Kyster; men der havde senere været savnet i Riget den stærke Haand, der kunde holde dem i Ave. Dertil kom, at Ratibor, en mægtig vendisk, kristen Høvding var bleven ihjelslaaet af de Danske; hans otte Sønner vilde nu hævne Faderens Død — de skulde dog alle faa Faderens Skæbne. Venderne trængte i uhyre Skarer over Danmarks Sydgrænse op i Sønderjylland, brændte og plyndrede løs, især havde de ranet store Mængder af Kvæg, som de drev Syd paa. Men da skulde de faa andet at tage vare.
Kong Magnus var nemlig landet i Hedeby. Han havde ladet dansk Mandskab udbyde og ligeledes sendt Bud til sin Svoger Hertug Ordulf om at komme sig til Hjælp, og denne havde ført en sachsisk Skare derhen. Imidlertid maatte de Efterretninger, som allevegne fra bragtes om Venderhærens Størrelse, vække megen Bekymring; alle meldte, at Skarerne ikke lod sig tælle. Kongen
