422
Slaget paa Lyrskov Hede.
kaldte sine Høvdinger sammen til Raadslagning, men de fleste fraraadede Kamp, da den forenede Hær af Danske, Nordmænd og Sachsere var den vendiske langt underlegen; dertil kom, at Nordmændene ikke vare meget villige til saaledes at skulle forsvare Landet for Danskerne, der tilmed havde vist sig ulydige. Hertug Ordulf raadede imidlertid til Kamp, og Magnus lod derfor ved Lurernes Klang alle sine Skarer kalde sammen; han gav Befaling om, at man skulde klæde sig i Hærklæder og i den tilstundende Nat sove kampfærdige under Skjoldene.
Det var om Aftenen før Mikkelsmesse 1043, at Skarerne saaledes gik til Hvile paa Heden ved Lyrskov Nord for Slesvig, ikke langt fra Isted og paa den samme Plet, hvor de danske Krigere bivuakerede Natten efter Slesvigkampen Paaskedag 1848. Kun med bange Sind saa man den kommende Dag og dens Kamp i Møde. De Norske spurgte sig selv, om man turde lide paa de Danske, og Ejnar Tambeskælver opfordrede Magnus til at udforske Stemningen i Hæren. Med Fosterfaderen ved sin Side gik Kongen ned gennem Krigernes Rækker, hvor alle nu beredte sig til Nattehvilen, ingen kendte de to tilhyllede Skikkelser. De hørte da en dansk Kriger sige til sin Kammerat: »Maatte jeg dog blot faa min Plads her ved Skoven; thi da kunde den slaas, som vilde, og den søge Skjul, som vilde slippe«. Ejnar sagde til Kongen, at han her hørte, hvad der var de fleste Danskes Ønske, og raadede ham til at stille Danskerne fjernest fra Skoven.
I en Bondes Gaard fandt Magnus Natteleje, men Søvnen vilde ikke komme til hans ængstede Sind, og han tilbragte en stor Del af Natten under Bøn. Omsider faldt han dog i Søvn, og han saa da i Drømme sin Fader Kong Olaf siddende paa en hvid Hest; han sagde til sin Søn: »Staa op og fylk din Hær! Du har Folk nok til at stride imod Hedningerne, selv vil jeg komme dig til Hjælp. Naar du hører min Lur, skal du fare i Kamp«. Kongen vaagnede glad og styrket ved den trøstende Drøm, han lod straks Hæren fylke og fortalte Budskabet om Kong Olafs Bistand. Lidt efter hørte Krigerne ligesom Klokkeklang i Luften over sig, Nordmændene mente bestemt at kende Tonerne af Klokken Glad, der hang i St. Klemens Kirke i Trondhjem og som Olaf havde skænket. Med fuld Fortrøstning stillede Skarerne sig i Slagorden, Magnus selv tog Plads i Midten; han havde aftaget sin Brynje og var kun dækket af sin Silkeskjorte, paa den ene af Fløjene stod Ordulf med de sachsiske Krigere.
