430
Svends Forbund med Kejser Henrik III.
sagedes han til at skille sig ved Gunhild, der drog til Vestergøtland, hvor hun levede for Godgørenhed og andre gode Gerninger. Men ikke blot ved Føjelighed vilde Svend tækkes Paven, han sendte ham ogsaa Gaver, saaledes en talende Dompap, der kunde sige paa Latin: »Jeg gaar til Paven«.
Ogsaa til Kejser Henrik III maatte Svend ønske at bevare et godt Forhold, og Kejseren, som havde mange Modstandere i Lothringen og Rhinlandene, indsaa, at Venskab med Kong Svend vilde kunne bringe ham mange Fordele. Adalbert virkede som Mellemmand og fik Forbundet i Stand. Da nu snart efter Henrik drog paa et Tog mod Balduin af Flandern, viste ogsaa en dansk Flaade sig foran den flanderske Kyst (1049).
Man kan vanskelig tænke sig en større Modsætning end mellem Svend og Adalbert. Den bremenske Ærkebisp vilde glimre, som var han en Konge, han havde et Hof som en Fyrste og var mere stolt over sine egne aandelige Evner end nogen lærd. Uplettet af Sæder lod han sig aldrig friste af Bordet eller af Kvinder, dog gav han sig til Gengæld Ærgerrighedens Lidenskab i Vold og lod sin Fantasi bygge Planer, der mættede hans Herskelyst næsten til Galenskab. I Bremen tjente man Gud med en Pragt som intet andetsteds, og først naar Røgelsedunsten fyldte Luften, Lysene blinkede og Sangen lød vældig som Tordenens Brag, følte Adalbert, at Kirketjenesten var Gud og Ærkesædet værdig.
Som et Modbillede til den højtflyvende, utaalmodige Ærkebisp staar Kong Svend, der ogsaa havde store Planer, men kunde vente og taale. Han gav efter for sit kødelige Begær, men han manede ingen Fantasiens Billeder frem for sin Tanke, nøgtern og kølig ventede han klogt paa en Tid, da Frugterne modne vilde falde i hans Skød. Og medens Bremerbispen med ringe Forstand paa Mennesker gav sig allehaande Lykkesøgere i Vold, valgte Svend med stor Klogskab sine Hjælpere.
Et af de Maal, som Svend havde sat sig, var at faa et selvstændigt nordisk Ærkebispedømme oprettet. Allerede paa et Møde i Slesvig mellem Kongen og Adalbert, hvilket denne havde foranlediget, og hvor han og Kongen søgte at overbyde hinanden med Gæstfrihed og Gaver, synes Svend at have fremsat sine Tanker om Ærkesædets Oprettelse. Planen huede, som rimeligt var, i Begyndelsen ikke Adalbert, men han skiftede dog snart Tanker.
Sagen var den, at Pave Leo IX viste nogen Tilbøjelighed til at gaa ind paa de Danskes saare rimelige Forlangende, naar i øvrigt
