436
Haralds Flaade overrumples ved Læsø.
svare deres Kvinder og Gods mod Nordmændene. Dog var der dem blandt de Norske, som den hele Kampmaade ikke huede.
Paa Tilbagevejen blev Harald endnu engang opfordret til at tage mod et Hovedslag, hvad han afslog. Saa let skulde han dog ikke slippe bort fra vore Farvande, thi af Modvind bleve Skibene kastede Syd paa ned mod Læsø, hvor de laa om Natten. Om Morgenen var det en stærk Taage, og da Solen brød igennem, saa Nordmændene noget skinne i det fjerne som Ild; det viste sig snart at være de forgyldte Dragehoveder paa de Danskes Skibe. Nu fik de Norske travlt med at komme af Sted paa deres tunge Fartøjer. Men de Danske halede stærkt ind paa dem, hvorfor Harald gav Befaling om, at man skulde kaste al Slags Træ, saasom Ræer og Stænger, over Bord efter at have fæstet skønne Tøjer og al Slags Kostbarheder dertil. Da de nu drev ned imod de forreste danske Skibe, kunde Mandskabet ikke modstaa Fristelsen til at opfiske, hvad der flød paa Havet, og saaledes blev Farten sinket. Da kom Svend til med sit Skib og udskammede Krigerne, fordi de viste saadan Vindesyge samtidig med, at Nordmændene bortførte deres Hustruer og Døtre. Nu roede Danerne skarpt til og nærmede sig atter Nordmændene. Harald befalede da, at Skibene skulde lettes ved, at alle Slags tunge Forraad som Hvede, Flæsk og Øl kastedes i Havet, men det syntes ikke at hjælpe. Som et sidste Redningsmiddel lod Harald da Skanseklædningen, hvortil Tønder og tomme Kar vare fæstede, kaste i Søen; de Danskes Kvinder og andre Fanger vare bundne til de gyngende Brædder. Da maatte Svend give Ordre til at redde de ulykkelige, og dermed gik der saa lang Tid hen, at de norske Skibe ikke længer lod sig indhente. Kong Svend og de Danske vendte da atter tilbage til Læsø.
Her traf de paa syv norske Skibe, der vare blevne tilbage. De tilhørte Bønder fra Viken, og Mandskabet bad om Naade og tilbød Løsepenge. Harmfulde over den norske Konges Adfærd tilskyndede de danske Krigere Kongen til at lade dem dræbe, men Svend svarede, at man ikke burde svige dem, som frivilligt havde overgivet sig; »eftersom den store Sejr blev os nægtet, bør vi skænke ogsaa disse Folk Livet uden at mishandle dem«. Saaledes fik de Lov til at drage bort i Fred. Den Ædelmodighed, som Svend her viste, stod i skarp Modsætning til Haralds hensynsløse Legen med Liv.
Medens Kong Svend ingen Sinde vendte Vaabnene mod de norske Kyster, undlod han ikke at benytte Knud den Stores Vej til
