440
Kong Svends Flugt.
Værst Indhug paa de Danske gjorde Hakon Iversøn, der ikke havde ladet sine Skibe binde og nu viste sig overalt, hvor hans Landsmænd trængtes haardt. Der paakom endog Skaaningerne saa stor en Frygt, at de i Skjul af Mørket overhuggede de Baand, som holdt Skibene sammen, og sejlede op ad Aaen, hvor de lod Skibene i Stikken og sneg sig hjem til Skaane. Ved Daggry saa Svend, at Skaaningerne vare flygtede; han søgte dog endnu at gøre Modstand, men Harald trængte hans Skib saa haardt, at han til sidst maatte kaste sig i en Baad og ro bort. Da det saas fra de andre Skibe, at Kongens Mærke var faldet, blev al Kamp opgivet og Flugten var almindelig. 70 tomme danske Skibe faldt i Haralds Magt; mellem Fangerne var ikke blot den gamle Finn Arnesøn, der var bleven Svend tro, men Sjællands mægtige Høvding Skjalm Hvide.
Op ad Dagen lagde der en Baad til ved Hakon Iversøns Skib; i den sad en Mand med en bred, skyggende Hat. Han kaldte sig Vandraad (d. e. den, som er i Nød) og ønskede at tale med Hakon. Da denne bøjede sig frem over Rælingen, hviskede Vandraad til ham: »Jeg beder dig om Livet, om du vil skænke mig det«. Hakon genkendte nu Kong Svend og bød to af sine Mænd ledsage Vandraad, der havde gjort ham mange Tjenester, til sin Ven Bonden Karl, som boede i et afsides liggende Hus; de skulde hilse ham fra deres Herre, at han skulde give Manden den Hest, Hakon forleden havde skænket ham, og lade sin Søn følge ham paa Vej. Karl var straks beredt til at hjælpe; hans Hustru, der hørte om, hvorledes Nordmændene igen havde sejret, udbrød i Klager over at have en Konge, som var baade halt og fejg. »Fejg er han ikke«, sagde Vandraad, »men han er ikke sejrsæl«. Da den fremmede Gæst under Tvætningen før Maaltidet tørrede sine Hænder midt paa Haandklædet, skændte Konen over, at han saaledes gjorde hele Klædet vaadt, men den fremmede svarede: »Det kan vel hænde, at jeg igen kan komme til at tørre mig midt paa Haandklædet«. Hendes Husbond var snart paa det rene med, hvem den fremmede var, og hjalp ham trofast tilbage til Sjælland, hvorfor han ogsaa rigeligt blev belønnet af Kong Svend.
Imidlertid skulde ogsaa denne Hærfart kun blive et Rovtog uden at have Erobring af et Rige eller en Landsdel til Frugt, tilmed syntes Svends Modstandsevne usvækket. Det rygtedes snart, at han havde samlet en betydelig Hær paa Sjælland. En Afdeling Nordmænd, som havde vovet sig i Land paa Hallandssiden for at
