| Kong Haralds Styrelse af Landet | 477 |
Lige over for Gejstligheden fulgte Harald ganske i sin Faders Fodspor. Fra Pave Gregor modtog han indholdsrige Breve, og Paven bad ham om at sende hyppigt Breve og Bud til Rom. Men den danske Kirke var i disse Aaringer ogsaa knyttet direkte til den pavelige Stol uden nogen Mellemmand i Bremen. Ærkebisp Liemar havde støttet Kejser Henrik IV i hans Kamp med Paven, og Bandstraalen havde ramt ham sammen med Kejseren; senere var han vel bleven løst af Bandet, men hans lange Fraværelse fra sit Ærkesæde havde dog helt løsnet de Danskes Forbindelse med Bremerkirken.
Harald var kun Konge i fire Aar, men hvor kortvarig end hans Styrelse var, har den ved hans Lovgivning haft stor Betydning, og man faar det Indtryk, at om end Kongen var blød af Karakter, har han vidst at styre klogt og vælge gode Raadgivere. Selv paa et saadant Omraade som Møntvæsenet, mærker man, at der er kommen ny Skik og Orden. I Stedet for de tidligere forvirrede Indskrifter faa Mønterne nu en klar og forstaaelig Læsning, gerne med Kongens Navn paa den ene Side og Angivelse af Møntmesteren og Prægestedet paa den anden. Den byzantinske Stil er ved at forsvinde, Antallet af Typer er færre, Mønterne blive tykkere end før, men lidt mindre, saa at Vægten bliver den samme, og den er ens over hele Landet. Harald Hén døde 17. April 1080 og blev begravet i Dalby Kirke i Skaane.
Da Harald døde, var Knud uden for Landets Grænser, men han kom snart til Stede og overtog det Rige, som nu ubestridt maatte blive hans. Knud blev hyldet uden Modsigelse i de enkelte Lande. Alle agtede hans Evner og hans Krigerdygtighed; han var af Ydre stærkt bygget og anselig, han havde en fyrstelig Fremtræden og Evne til at tale og byde.
178. Mønter, prægede for Harald Hån i Lund. Roskilde og Viborg.
