| Knuds Forbund med Flandern. | 485 |
at fravriste den normanniske Erobrer det Rige, hvortil han syntes ingen Ret at have og de Danske saa stor en Ret; Knud havde desuden personlig sit Uheld paa de to mislykkede Tog at hævne.
Da han paa det sidste af disse forlod England, drog han til Flandern, hvor den urolige Grev Robert »Friseren« nylig havde overtaget Magten. Flandern havde lige siden Knud den Stores Død været et Tilholdssted for Englands Fjender. Vi have set den forjagne Dronning Emma søge derhen, og Hardeknud samlede her sin Flaade, senere havde mange Danske eller forjagne Angelsachsere fundet Ly og Underhold i Flandern. Mellem Vilhelm Erobreren og Grev Robert var der stadig Fjendskab, saa at Knud ogsaa som Englandskongens Fjende har fundet en god Modtagelse i Flandern. Knud lærte her Grev Roberts Datter Edel at kende, og ikke længe efter sin Tronbestigelse blev hun givet ham til Hustru. Men Ægteskabet styrkede yderligere hans Lyst til et Tog mod Flanderns Genbofjende.
Foretagendet var imidlertid saa voveligt, at Knud maatte have stærke Hjælpere. Han bad da sin Svoger Kong Olaf om en Sammenkomst, og de mødtes i Konghelle (1084). Her udviklede Knud sine Planer for ham og bad om hans Bistand, idet han endog tilbød ham at være den forenede Flaades Overanfører. Olaf fandt, at Planen var klog og at Foretagendet vilde kunne lykkes, men han vægrede sig dog bestemt ved selv at deltage; derimod vilde han sende 60 Skibe, bemandede med udsøgte Folk. Knud var meget tilfreds med Tilbudet, og Kongerne skiltes efter at have hædret hinanden med smukke Gaver.
Som Mødeplads for den store Flaade var Limfjorden bleven bestemt; da den paa den Tid var aaben mod Vest, var Vejen herfra til England kort. Herhen stævnede da i Sommeren 1085 Skibene sammen i tætte Flokke. I Danmark var der udbudt fuld Leding, og der mødte et Tusind Skibe; i rette Tid styrede ogsaa de norske Fartøjer herind, de vare kun 60 i Tallet, men det var vel udrustede Storskibe med dygtige Kæmper, anførte af Lendermænd og andre Høvdinger. Flaaden ankrede op i den vestlige Del i Nissumbredning. Nogle lagde til paa Nordsiden og gik i Land i Nærheden af Vestervig, andre opslog deres Telte paa Kysterne ved Lemvig og Humlum.
Kong Vilhelm var naturligvis vel underrettet om de Danskes Planer. Det var unægtelig et gunstigt Tidspunkt for et Angreb, eftersom urolige Hoveder i hans Land stadig voldte Kiv og enkelte
