| 486 | Flaaden samles i Limfjorden |
Landsdele vare i Oprør. Vilhelm saa ogsaa, hvor alvorligt Fjenderne havde rustet sig; til den samlede nordiske Flaade vilde 600 Skibe fra Flandern slutte sig, og naar Kampen først var begyndt, vilde sikkert andre Genbofolk forene sig med Angriberne. Men Vilhelm var ogsaa Mand for at ruste sig og være beredt; han lejede Tropper i Frankrig og lod Landet langs Kysterne lægge øde, ja han bød, at Angelsachserne skulde have Skæget klippet som de Franske og bære Klæder og Vaaben som disse, saa at ikke Fjenderne kunde skelne de enkelte Bestanddele af Landets Indbyggere fra hinanden. Der er næppe heller Tvivl om, at de Fortropper, som Vilhelm altid anvendte, de bestikkende Penge, have været benyttede over for danske og norske Høvdinger.
Kong Knud var endnu ikke kommen til Stede, men opholdt sig ved Danmarks Sydgrænse. Ventetid er vel altid lang, men i Oldtiden var Utaalmodigheden aldrig større, end naar Krigeren ventede paa Ledingstogets Begyndelse. Da Tiden trak ud, samledes man derfor i Hærstævner og klagede over den unyttige Tøven; hvis Kongen optoges af anden Gerning, burde han sætte en anden til Togets Fører. Men Knud udeblev fremdeles. I Virkeligheden foregik der Begivenheder i Landene Syd for Grænsen, som Kongen maatte paaagte med stor Opmærksomhed. Pave Gregor VII var død 25. Maj 1085, og ved Efterretningen herom kastede Kejser Henrik IV sig ind i Sachsen for omsider at faa Bugt med sin Modkonge Grev Herman af Salm og alle de gejstlige og verdslige Fyrster, som støttede ham. Det lykkedes ham al slaa det pavelige Parti paa Flugt, og saaledes kom Grev Herman tillige med Ærkebisp Hartvig af Magdeburg og Bisp Burkard af Halberstadt som Flygtninge til Danmark, medens Henrik skaltede og valtede i de betvungne Provinser. Det er klart, at Knud havde Grund til at afvente disse Begivenheders Forløb.
De utaalmodiges Røster bleve imidlertid saa højlydte, at Høvdingerne maatte beslutte sig til at bringe Krigernes Klager frem for Kong Knud. Man overdrog dette Hverv til Kongens Broder Olaf, hvad der var et lidet heldigt Valg, da Forholdet mellem ham og Knud ikke havde været godt og Kongen nu fik Mistanke om, at Olaf tragtede efter at blive Anfører for Toget, ja mulig vilde tilrive sig Magten i Danmark. Knud skænkede derfor ikke blot ikke de klagende Ørelyd, men lod i Vrede sin Broder fængsle og sendte ham i Forvaring til Grev Robert i Flandern. Da Sommeren skred frem, bad hele Hæren indtrængende om at maatte vende hjem, idel
