| Toget til England opgives. | 487 |
den lovede at møde paa ny næste Vaar, og ved Stormændenes Mellemkomst fik man omsider Knuds Samtykke dertil. Men der kan næppe være Tvivl om, at i alt Fald Mandskabet paa Skibene fra Landskaberne nærmest ved Limfjorden alt tidligere havde taget sig Hjemlov, da Høstarbejdet saa stærkt trængte paa; derfor lød da ogsaa snart Traditionen ret enstemmig paa, at Flaaden uden Orlov var gaaet fra hinanden, og at der derfor blev krævet Bøder.
De Norske havde ikke været grebne af den samme Utaalmodigbed som Danskerne, men tværtimod tilskyndet dem til at give Tid. Herpaa havde de Danske svaret, at Nordmændene kunde ligge, saa længe de vilde, i det Sultehul, men nu vilde de drage bort. Lige saa vred Kong Knud var paa sine egne Landsmænd, lige saa venlig var han derfor mod de Norske. »De Danske have atter vist deres Troskab; naar faa vi dette betalt!«, udbrød han saaledes, hvorimod han takkede de Norske for deres trofaste Holdning; »Vi Danske komme nu til at lege noget med hinanden«. Det er nu vel muligt, at det norske Mandskab, som var udsendt af Kong Olaf personlig uden at skulle opfylde nogen Ledingspligt, var stærkere bundet til at følge Kong Knuds Befaling uden Hensyn til nogen Tidsfrist, men de Danskes store Utaalmodighed staar alligevel i en besynderlig Modsætning til de Norskes rolige Venten. Kong Knud gav Nordmændene Lov til at sejle til de danske Havne paa Købmandsfærd, hvor de vilde, og til Kong Olaf sendte han kostbare Gaver som Tak for Hjælpen.
Der havde samlet sig en Sum af Vrede, Nag og Uvilje i Kongens Sind, som sikkert har gjort ham end mere hensynsløs i Gennemførelsen af de kirkelige Reformer, som han endnu stadig fastholdt. Han følte sin Kongeære krænket ved de tredje Gang strandede Erobringsplaner og ved den Ulydighed, man havde vist ham, hvad der yderligere har skærpet hans Befalelyst. Knud har holdt igen paa enhver kongelig Naade, naar man ikke kom hans
183. Kong Knud, udskaaret Figur paa Korstolene i Roskilde Domkirke, 1420.
